Smukfest vil være grøn
Musikmiljø: Danmarks Smukkeste Festival håber i år at kunne genanvende omkring en fjerdedel af det affald, festivalen producerer.
En musikfestival med flere end 50.000 deltagere skaber bjerge af affald. Derfor er Danmarks Smukkeste Festival ved at opbygge systemer, så affald så vidt muligt genanvendes.
»Vi er en meget midlertidig virksomhed, så vi kan ikke blive helt skarpe på alle ledder. En bar inde i skoven kan heller ikke have fem forskellige affaldscontainere, for pladsen er trang, men det er klart, at hvor det kan lade sig gøre at håndtere affaldet, der skal vi naturligvis gøre det,« fortæller medhjælperkoordinator Ulla Lund.
Hun er ansvarlig for affaldssorteringen og styrer f.eks. det ungdomskorps, som samler dåser, glasflasker og anden genanvendelig emballage.
»De går rundt med sække i campingområderne og opfordrer folk til at aflevere. Så kører vi det ud på vores egen flaskesorteringscentral og sorterer det,« forklarer medhjælperkoordinatoren.
Mens Northside-festivalen i Aarhus formår at genanvende omkring en tredjedel af sit affald, håber Ulla Lund på, at Smukfest kan komme op på en fjerdedel.
»Den store forskel skyldes, at Northside ikke har overnatning på campingområder. Det skaber rigtig meget affald,« forsikrer hun.
Affaldsmængden er desuden vokset de senere år, fordi festivalen spænder over flere dage. I fjor blev der i løbet af festivalen samlet 764 ton affald ind. 624 ton blev sendt til forbrænding, mens ca. 140 ton gik til genbrug. I alt blev 30 ton glas samlet og sorteret. Pantflaskerne blev sorteret fra, og der blev indsamlet syv ton dåser.
Festivalen får også samlet engangskrus, ølkander og drinks-spande ved at give penge til indsamlerne. På den måde blev der i fjor samlet seks ton genanvendeligt plastik ind.
Nye genbrugspladser
I år er der for første gang etableret fem minigenbrugspladser på festivalens campingområde. Og hver dag kører affaldsselskabet Renosyd og Smukfests eventteam rundt på pladsen med en skraldebil og laver events på festivalen. Temaet er “Forskelsbehandling – ja tak!”, der bruger materialer fra Miljøministeriets kampagne “Kend dit affald”.
Ifølge Ulla Lund giver det rigtig god mening at fjerne bestemte typer affald, inden resten køres til forbrænding.
»Hvis man sorterer pap ud af restaffaldet, får man penge i stedet for at betale for at komme af med det. Jo finere vi kan lave skraldesorteringen, og jo renere vi kan aflevere pap, plastik og metal, jo højere pris får vi for det,« fortæller hun.
60 ton skræller
Desværre er der ikke ressourcer og mandskab til at samle al organisk køkkenaffald. Alligevel ligger det lige for at gøre det nogle steder – f.eks. i de 10 juiceboder, som vil presse i alt 110 ton appelsiner i løbet af festivalen.
»Vi står bagefter med 60 tons rene appelsinskræller. Dem sender vi til Esbjerg, hvor de bliver lavet til biopulp, som kan genbruges i biogasanlæg eller som gødning. Det er jo meget bedre end at sende det til til Renosyd, hvor det nedsætter forbrændingen, fordi det er vådt og derfor kræver mere energi at komme af med,« forklarer Ulla Lund.
I håndbogen til medhjælperne opfordres alle til at tænke på miljøet og være bevidste omkring håndteringen af affald.
»Vi bruger ikke løftede pegefingre, men henviser til at muligheden er der. Vi ved jo godt, at man ikke går 200-300 meter for at komme af med noget skrald midt om natten, når man har skidetravlt i en bar. Men hvor der er containere inden for rækkevidde, opfordrer vi vores medhjælpere til at genanvende. Og viljen er der, og folk vil gerne,« understreger hun.