Indvandrere på pension før tid
På fem år er antallet af indvandrere på førtidspension fordoblet i Århus. Hver tredje indvandrerkvinde mellem 40 og 64 år er i dag på livsvarig offentlig forsørgelse.
I løbet af de seneste fem år er antallet af indvandrere på førtidspension i Århus steget med 99,7 pct. fra 1.445 til 2.885 personer. Dermed sætter byen rekord i forhold til de store byer, som kommunen normalt sammenligner sig med.
Det viser en undersøgelse, som Analysebureauet Faktaboksen har lavet for JP Århus baseret på tal fra bl.a. Beskæftigelsesministeriet og Danmarks Statistik.
Mens antallet af indvandrere på førtidspension er fordoblet i Århus på fem år, har væksten i København kun været på 18 pct. Med den nuværende vækst vil der allerede ved udgangen af 2010 være flere indvandrere på førtidspension i Århus end i København, hvor der bor to en halv gange så mange borgere fra ikke-vestlige lande.
En af de grupper, som vejer tungest i statistikken, er indvandrerkvinder mellem 40 og 64 år. I Århus er hver tredje - 32,1 pct. - af kvinderne på førtidspension, mens tallet for Københavns vedkommende kun er 12,7 pct.
Også når det gælder personer med dansk oprindelse, er der stor forskel på landets to største kommuner. I København er antallet af personer med dansk oprindelse på førtidspension i løbet af de seneste fem år faldet med 27 pct., mens det i Århus er steget med 3,5 pct.
Overrasket rådmand
Den ansvarlige for området, social- og beskæftigelsesrådmand Gert Bjerregaard (V) er overrasket.
»Vi har ikke set på tallene sådan før. Jeg vil straks iværksætte en uvildig undersøgelse af vores måde at håndtere tildeling af førtidspension på - både når det gælder danskere og indvandrere. Det er vigtigt at finde ud af, om vi er for hurtige på aftrækkeren. At parkere et menneske på førtidspension er det sidste, der bør ske,« mener rådmanden.