Filmtalent ved et tilfælde

Pigestemmen i telefonen taler så meget og så uafbrudt, at manden, bevidst eller ubevidst, glemmer telefonen på toilettet i Bruun's Galleri.

En anden mand tager mobilen op. Stemmen kværner ufortrødent videre. Manden bevæger sig ud i det store indkøbscenter, hvor dusinvis af købelystne mennesker diffelerer forbi med en telefon fastlåst til øregangen.

En verden befolket af individer, som alle synes at kommunikere med en helt anden verden end den virkelige.

Sådan fremstår et 12 minutter langt lille mesterværk, "Stafet", som i aften præsenteres sammen med tre andre østjyske film i BioCity under fælleshatten, Jysk Film.

De fire film konkurrerer i al forskellighed om at blive kåret som den bedste film skabt efter idéer indsendt til Jysk Films kort- og novellefilmskonkurrence 2004-2005.

Allerede ved snigpremieren under Kulturnat 2005 for en uge siden stod det imidlertid klart, at instruktøren Morten Jørgensens arbejde på "Stafet" fortjener særskilt opmærksomhed.

Her er smukke, lange kameragange, rablende indfald og stringent dramaturgi i en sjældent velkontrolleret film, når man taler om et talent fra den århusianske underskov.

Morten Jørgensen er ganske enkelt på vej op i en ny liga med sin film, der sender tankerne tilbage til gamle mestre som den franske komiker Jacques Tati (1909-1982) og den nuværende svenske mester i installations-agtige filmværker som "Sange fra anden sal" (2000), Roy Andersson.

»Roy Andersson kender jeg godt, men franskmanden aner jeg ikke, hvem er,« smiler den 33-årige Morten Jørgensen.

Han anser således ikke sig selv for nogen filmnørd, der kan alle sine mestre på fingrene, og som, hvis det kniber, kan konsultere en personlig kæmpesamling af dvd'er. Slet ikke.

»Min indfaldsvinkel til filmmediet er ikke begyndt som fascination. Jeg har blot fundet ud af, at det er det medie, jeg gerne vil udtrykke mig i,« forklarer han.

Vi besøger ham på kontoret i Filmby Aarhus, hvor han sammen med en anden lovende instruktør, Nikolaj Feifer, netop har oprettet firmaet Filmrepublikken.

Og det er en tilfældighed, at den talentfulde århusianer nu har sat filminstruktør på visitkortet.

»Jeg begyndte som musiker og troede, at det var den vej, jeg skulle gå. Jeg er sanger og spiller en del instrumenter og arbejder stadig en del med computermusik. Vi havde et band, Patricia Painting, som vandt flere talentkonkurrencer, men vi var nok for dårlige til pr og i bund og grund ville jeg nok helst bestemme selv. Man går meget på kompromis rent kunstnerisk, når mange skal have lov at udtrykke sig samtidigt,« forklarer Morten Jørgensen.

Filmchance

Da Århus-instruktøren Aage Rais-Nordentoft imidlertid bad Morten Jørgensen om at skrive musikken til sin dramadokumentarfilm, "Tøser + Drengerøve" (1998), havde musikeren Jørgensen pludselig fundet sin rette græsgang.

Straks begyndte han sin færd på at uddanne sig selv i filmbranchens underskov.

»Filmmediet har en særlig dimension til at udtrykke behov og følelser. Så jeg tænkte: Jeg må lave en film. Jeg må lære mediet af kende.«

Det første forsøg hed "En slags allergi" og blev skabt med udgangspunkt i Århus Filmværksted. Måske ikke noget eviggyldigt kunstværk.

»Men der var især en scene, jeg var glad for, hvor der hang nøgne kvinder i træerne, og bilisterne kom med deres Metax-kort, og når de betalte, så faldt der en kvinde ned, som de kunne tage med. Jeg kaldte det "Sensuel Industrialisering",« siger Morten Jørgensen alvorligt.

Han er i det hele taget en seriøs filmarbejder, som har knoklet målrettet med at nå dertil, hvor han står i dag.

Filmen "En slags allergi" benyttede han til at finde ud af, om det var fotograf, manuskriptforfatter, klipper eller instruktør, han ville være. Siden gik han et halvt år på Århus Daghøjskoles film- og tv-linje.

Her producerede han sin næste, og mindst lige så kontroversielle, film, "Da kaninungerne blev overladt til sig selv".

»Jeg kan lide at skubbe til folks følelser. Folk må gerne grine, græde eller kaste op over en film. At kaste op som reaktion er også en kvalitet for mig,« forklarer Morten Jørgensen, før han beskriver en særlig scene i kanin-ungefilmen.

Missionen

»I baggrunden ses en lille pige. I forgrunden præsenteres et nærbillede af en nøgen mand, der onanerer. Til sidst rækker pigen ham et stykke toiletpapir. Det var meget kraftfuldt. Det er fedt, når man kan rive publikum ud af den forestilling om, at de kan sidde helt uforstyrret og se en film. Vi skal række ud efter dem og kræve, at de tager stilling,« mener Morten Jørgensen.

Han forsikrer, at pigen ikke var til stede i billedet samtidig med onanisten. Scenerne blev manipuleret sammen.

»Jeg har kun fået positive reaktioner. Også fra pigens forældre, som jeg fra begyndelsen forklarede nøje, hvad der skulle ske og hvorfor. I den proces indså jeg, at så længe, man har en mission, kan man sagtens få folk med på turen.«

Høj barre

Siden gik Morten Jørgensen et år på Medieskolen Århus. Også her satte han barren højt for sine ambitioner. I stedet for at komme i praktik på et produktionsselskab, planlagde han med to andre kursister et forløb, som endte med premiere på deres egen novellefilm på 50 minutter.

"Pindsvin og tigerbalsam" havde Birthe Neumann, Ole Thestrup og Niels Skousen på rollelisten og blev siden vist to gange på DR.

»Allerede dengang var jeg rimeligt sikker på mig selv. Jeg vidste, jeg kunne lave noget specielt. Det eneste, der gjorde mig nervøs, var, om samarbejdet ville fungere mellem de professionelle skuespillere og holdet bag kameraet, som var amatører. Men bagefter fik jeg et dejligt brev fra Birthe Neumann, og det betød utroligt meget. Jeg troede jo på mig selv, men at mærke, at en, som havde arbejdet med mange instruktører, også gjorde det, var utroligt dejligt,« siger Morten Jørgensen.

Derpå erkendte han, at en god film er afhængig af et godt manuskript.

»Du kan lave nok så mange flotte effekter, have de fedeste biljagter og berøre de mest ubehagelige temaer, men hvis ikke dramaturgien holder - hvis ikke der er en person, som skal igennem en livserfaring i løbet af filmen - så holder det ikke. Så bliver det kedeligt. Så jeg brugte to år på at lære, hvordan man skriver manuskripter.«

Han fik aktiveringsjob som manuskript-doktor på bl.a. Århus Filmværksted og sugede til sig hen ad vejen.

Og så kom tilbuddet fra Jysk Film om at instruere Morten Monbergs manuskript til "Stafet".

»Jeg brugte utroligt meget tid til forberedelse. Jeg har været i Bruun's Galleri så meget, at jeg til kvalmestadiet kender hver en krog. Jeg ville finde hver en kameravinkel, hver en indstilling. Siden tog jeg fotografen, Anders Elgaard, med og forklarede ham idéen. Og siden lydmanden på samme tur.«

Forberedelserne bar frugt. Fire weekender efter lukketid blev et hav af statister og en lang række skuespillere sat til at agere, indtil "Stafet" var i kassen.

Plan om spillefilm

Og her står han så i dag. På vej op fra den århusianske undergrund med en flot - om end stadig kun 12 minutter lang - film, som kan være et visitkort til en fremtid, hvor han måske bliver den næste til at tage den århusianske stafet op fra Nils Malmros og Aage Rais-Nordentoft - p.t. de to eneste spilllefilmsinstruktører i Århus.

»Både jeg og Nikolaj Feifer har ambitioner om at lave spillefilm. Vi har begge skabt et stort netværk. Vi har kunder til vores reklamefilm og skal gerne kunne leve af vores firma og samtidig få mere og mere ekspertise. Men ambitionen er helt klart: Spillefilm.«

Han har allerede et såkaldt treatment - en beskrivelse af filmen uden replikker - på 30 sider liggende. Det bliver en tragedie.

»Jeg arbejder altid med tragiske figurer. Det, der interesserer mig, er, hvad der sker med mennesker, som går meget rundt alene. Der sker noget med folk og deres forhold til mennesker omkring dem. Jeg kender det fra mig selv,« siger Morten Jørgensen.

Han har selv isoleret sig, når hele hans koncentration er kastet over et kommende filmprojekt.

»Jeg har nok altid haft det sådan, at alt det, der ikke handler om mit projekt, er spild af tid. Jeg er ekstremt målrettet og meget disciplineret. Jeg lukker alt andet ude i de perioder. Kan sidde og arbejde i flere dage uden at få et meget at spise,« forklarer Morten Jørgensen.

»Man bliver ensom. Film er en sindssyg ting. Det kan være dybt frustrerende. Tit får jeg kvalme under optagelserne af stress og spørger mig selv, om det ikke tager livet af mig, det her. Men der må vel være et behov for at udtrykke sig, at give mit bud på livet - og vise mig selv frem.«

Hvorfor han gør det, kan han ikke helt forklare.

»Når en film er færdig, og man får positiv respons, er det dejligt. Så vil jeg have bekræftelse, anerkendelse og - en kæreste. Og intet af det tænker jeg på under processen.«

Morten Jørgensen funderer lidt og siger så:

»Det er vel ikke meget anderledes, end når man spiller guitar i et band. Man gør det for at vise sig selv frem. Dybest set handler det vel om forplantning. Men det dør hurtigt ud. Det bliver hverdag.«

Morten Jørgensen kan trøste sig med, at selv en Nils Malmros hævder hver gang, han har premiere på en ny film, at nu kommer der ikke flere.

Morten har det på samme måde:

»Man er udslukt efter en film. Men man bliver jo ved med at få øje på ting; bliver ved med at være menneske. Og så starter man forfra. Og jeg kan ikke lade være med at frygte, at hvis man nu får det hele: Den gode økonomi, en dejlig kone og en dejligt hus - Hvis nu mit behov bliver mættet, hvad så med kreativiteten?«

anders.lange@jp.dk