Flertal vil beholde vandflyveren – ét parti brugte helt speciel ret: Skæbnen stadig uvis
Mandag skulle vandflyveren i Københavns Havn skæbne afgøres. Men beslutningen er udskudt.
Et flertal i Københavns Kommunes klima-, teknik- og miljøudvalg ønsker at forlænge miljøgodkendelsen til vandflyveren i Københavns Havn, så den kan beholde sin plads frem til midten af 2027, men den endelige beslutning er udskudt til senere.
Det oplyser Niels E. Bjerrum (S), der er medlem af udvalget, til TV 2 Kosmopol efter et udvalgsmøde mandag eftermiddag.
Til mødet stillede S, SF, K, LA og V følgende ændringsforslag:
»At der ikke gives permanent miljøgodkendelse til vandflyveren ved Nordre Toldbod, men at den nuværende miljøgodkendelse forlænges midlertidigt med det ene formål at give Nordic Seaplanes mulighed for, i samarbejde med forvaltningen og øvrige relevante aktører, at finde en alternativ placering i Københavns Havn.«
Ifølge ændringsforslaget skal der findes en ny placering til vandflyveren inden udgangen af første halvår af 2027.
Forslaget blev ikke vedtaget, da Alternativet gjorde brug af standsningsretten, hvorfor forslaget nu skal tages op på et møde i Borgerrepræsentationen.
Det oplyser Morten Melchiors (K), der sidder i klima-, miljø- og teknikudvalget, til TV 2 Kosmopol.