Christian Budde stopper i aarhusiansk politik

Efter sammenlagt godt seks år i Aarhus Byråd bliver mødet den 7. oktober det sidste for Venstres politiske leder, Christian Budde. Han er indstillet som landsformand for DGI med knap 2 mio. medlemmer. Det formelle valg ventes at ske til idrætsorganisationens årsmøde i Aarhus den 7. november.

»For mig er det en drømmestilling af mange grunde. Det flugter jo fuldstændig med det, der har gjort mig glad de fire år, jeg var sundhedsrådmand,« siger Christian Budde.

I sin tid som øverste politiske ansvarlige for Sundhed og Omsorg lagde han vægt på, at motion og bevægelse kunne være med til at løse nogle af de mange udfordringer, der presser både ældreplejen, men også andre velfærdsområder.

Ved valget i november sidste år opnåede Christian Budde næstflest stemmer af alle kandidater. 6.418 aarhusianere stemte personligt på ham, kun overgået af borgmester Anders Winnerskjold. Så hvorfor gå nu?

»Jeg er enormt taknemmelig for opbakningen, også til Venstre, der igen blev betroet at være det største borgerlige parti. Men verden er en dynamisk størrelse, og jeg blev kontaktet for nogle måneder siden om formandsposten i DGI. Jeg kunne mærke, at det kildede alle de rigtige steder i kroppen,« siger Budde.

Da han, overtalt af daværende formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen, vendte tilbage til aarhusiansk politik i 2020, var det med ambitioner om at samle den borgerlige fløj og vriste borgmesterposten fra Socialdemokratiet. Når han i oktober forlader rådhuset, er det uden borgmesterkæden, uden en rådmandspost og uden Venstre i konstitueringsaftalen.

»Vi lykkedes med at blive det største borgerlige parti i Aarhus. Men den anden del af ambitionen – at få en ny borgmester, helst en fra Venstre – lykkedes ikke,« konstaterer Christian Budde.

Han understreger, at det var muligheden hos DGI, der fik ham til at stoppe nu, og at han denne gang betragter døren til aarhusiansk politik som lukket.

Christian Budde medgiver, at den borgerlige fløj ikke just fremstår sammentømret, som ellers var ambitionen. Valgkampen sidste år var især præget af Christian Buddes udmelding om, at Venstre afsøgte mulighederne for en anden konstituering uden om Anders Winnerskjold. Sent om natten efter valget den 18. november stod det klart, at Venstre som det eneste parti ikke kom med i konstitueringsaftalen. Budde mistede sin rådmandspost og dermed også et fuldtidsjob. Den nat satte desuden dybe aftryk i Venstres selvforståelse, men også i blå blok, hvor forholdet mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti siden har været iskoldt. I en lang periode hilste man ikke på hinanden.

Ved landsmødet i Det Konservative Folkeparti sidste weekend talte Mona Juul om V og K som en akse i dansk politik.

»Jeg tror bare, man kan konstatere, at det kunne vi ikke levere overbevisende i Aarhus,« siger Budde, som ikke på nuværende tidspunkt ønsker at gå dybere ind i konflikten og opgøret i byrådets borgerlige fløj. Men han medgiver, at der stadig er et ”forbedringspotentiale” i forholdet mellem V og K.

»Sådan er politik også. Jeg forlader byrådet uden bitterhed,« siger Christian Budde, men medgiver, at hans tid som byrådspolitiker har lært ham, at en aftale ikke altid er en aftale.

Kan man ligefrem tale om, at I ved det seneste valg gjorde Venstre større blandt aarhusianerne, men mindre på rådhuset?

»Det er et meget godt billede. Jeg tror i hvert fald, at rigtig mange aarhusianere er klar over, at den hovedbekymring, vi har i forhold til fremkommeligheden, ikke går væk. Det har mange krediteret os for, også for ikke at gå med i den mobilitetsaftale, som får store konsekvenser for byen,« vurderer den nu snart tidligere politiske leder.

Det bliver Martin Christensen, skoleleder på Virupskolen, der skal overtage posten som leder af partiet. Christian Budde er fortrøstningsfuld ved sin exit, der i øvrigt udløser et politisk comeback til byrådsveteranen Hans Skou. Gruppen består desuden af Gert Bjerregaard og Mikkel Strube Weber, der erstattede Mathilde Hjort Bressum, da hun blev valgt til Folketinget i marts.

»Jeg synes virkelig, at det er tæt på at være en ideel sammensætning, hvor du har nogen, der kender ”plejer”, og nogen, der kan udfordre ”plejer”.«