Christian Budde lukker døren: »Det gjorde rigtig nas«

Hvad gør man, når en politisk drejebog, der skulle forandre magtbalancen i Aarhus, må lægges tilbage i skuffen? Hvad gør man, når rådmandsposten og en årsløn på over 1 mio. kr. forsvinder i løbet af en nat? Christian Budde klemte sig ned i en kajak og padlede ud på Aarhus Bugt.

Derude fik Venstres politiske leder tid til at tænke over kommunalvalget. Han havde fået et af landets største personlige stemmetal blandt Venstres byrådskandidater. Venstre var blevet Aarhus’ største borgerlige parti. Alligevel beholdt Socialdemokratiet borgmesterposten, mens Venstre stod uden for konstitueringen.

Budde havde også et mere personligt spørgsmål med ud på vandet: Havde han været for tillidsfuld?

Han beskriver sig selv som en jyde, der på en god dag går ind i en relation med forventningen om, at et håndtryk gælder, også når aftalen ikke står på papir. Den indstilling havde han forsøgt at gøre til en del af sit politiske lederskab. Efter valget måtte han overveje, om han skulle sætte paraderne højere.

»Det gjorde rigtig nas,« siger han om de forventninger, der brast. Også personligt.

Nu er han på vej væk fra Aarhus Byråd. Han er indstillet som formand for DGI’s hovedbestyrelse, og det formelle valg ventes på organisationens årsmøde i november. Denne gang regner han ikke med endnu et comeback.

»Jeg ser det som, at døren til aarhusiansk politik er lukket nu,« siger han.

Han har lukket den før, eller i hvert fald trukket den til. Budde blev valgt til byrådet første gang i 2013, men forlod det i 2015, da familien havde brug for ham, efter at han og hustruen havde mistet deres multihandicappede datter. De havde også to små drenge. Senere vendte han tilbage og blev en af de mest markante stemmer på Aarhus Rådhus.

Ambitionerne var store. Han ville give Venstre et andet udtryk, samle de borgerlige og gøre det muligt at bryde Socialdemokratiets greb om borgmesterposten. Det sidste lykkedes ikke. Til gengæld peger han på årene som rådmand for Sundhed og Omsorg, når han skal fortælle, hvad han er mest stolt af.

Han overtog et område, der stadig var mærket af Else-sagen. Kritikken kom fra borgere, medier og Christiansborg. Selv Venstres daværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, havde travlt med at tale Aarhus ned under gulvbrædderne, mener Christian Budde.

Nogle medarbejdere var efter hans beskrivelse nået dertil, at de næsten skammede sig over at fortælle, at de arbejdede i hjemmeplejen i Aarhus.

Budde kom til med lyst til at åbne døren og få problemerne løst. Han fandt hurtigt ud af, at selv gode intentioner ikke ophæver svære personsager, regler eller knappe ressourcer. Siden kom blandt andet den voldsomme strid om folkehusene. Partier, herunder Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti, der havde været med til at åbne for besparelser, stillede sig efter hans opfattelse pludselig på den modsatte side af debatten, da den første folkelige modstand meldte sig.

»Et mytteri,« kalder Christian Budde det i dag.

Der har også været ballade internt i partiet. Venstres tidligere politiske leder Bünyamin Simsek blev i 2024 kylet ud af partiet med påstand om manglende samarbejdsvilje. Året efter blev Simsek konservativ.

Alligevel nævner Christian Budde hverken håndteringen af stridighederne eller en bestemt reform som sin største bedrift. Det er kulturforandringen i Sundhed og Omsorg. Medarbejdere, ledere og faglige organisationer ville ud af plejehjemssagens skygge. Han understreger, at han ikke skabte forandringen alene. Buddes opgave som rådmand var at hjælpe dem til det. Da Aarhus siden fik en høj placering i Seniormonitor’s opgørelse over ældreområdet, var han »pavestolt«.

Også i Venstre mener han at have flyttet noget. Partiet skulle fortsat være borgerligt, men kunne ikke nøjes med at tale om erhvervsliv og fremkommelighed i en by som Aarhus. Det skulle også kunne tage ansvar for velfærd og klima og indgå aftaler på tværs af byrådet. Det mest markante eksempel er klimaaftalen, som hører til blandt de mest ambitiøse, en dansk kommune har indgået. Undervejs har han skullet forklare grønne kompromiser til medlemmer i oplandet, der så anderledes på dem. Selv om vi ofte betragter Aarhus som en bykommune, er landbruget stadig et stort erhverv i området, og trods Venstres aktuelle landspolitiske udfordringer og landbruget som dominerende tema i debatten mener Budde, at partiet fortsat har mange lokale landmænd som medlemmer.

Det er en del af politik, han vil tage med til DGI: Man må lytte til sit bagland og samtidig turde sætte en retning. Men erfaringen fra konstitueringen følger også med.

Har årene på rådhuset gjort ham mere kynisk?

Den ellers så ordrige politiker, kendt for et bredt repertoire af sprogblomster og et engagement, der smitter af på talestrømmen, bliver tavs. Idealismen lever stadig, siger han efter lidt betænkningstid. Den vil han holde fast i. Men hans indre kyniker er blevet større.

»Jeg passer nok lidt mere på mig selv nu, end jeg har gjort tidligere.«

Det er ikke kun indgåede og brudte aftaler på rådhuset, der har krævet omtanke. Hans to sønner er vokset op med en far, hvis ansigt hang i lygtepælene, og hvis beslutninger kunne blive diskuteret i skolen og fodboldklubben.

Selv om årene i politik har kostet, ikke mindst på hjemmefronten, glæder Christian Budde sig over, at begge sønner har været engageret i Børn- og Ungebyrådet. Helt politisk apatiske er de altså ikke blevet af faderens engagement, selv om de er mere til fodbold og badminton end forlig og budgetter.

Budde har tænkt over, hvad drengene hørte om ham i deres hverdag. Han fortæller også, at han nok har opdraget mindre på dem i det offentlige rum, end han ellers ville have gjort. Og når han var ude med venner, var han sjældent den første til at danse på bordene.

I det nye arbejde forventer han mindre opmærksomhed, når han bevæger sig rundt i Aarhus. Til gengæld ved familien endnu ikke, hvor meget en landsdækkende formandspost vil kræve af hans tid. Selv har han nydt at have mere tid, engagere sig som formand i Aarhus Motion og tage en tur på bugten.

I DGI skal han favne hele landet, tusindvis af foreninger, modsatrettede interesser og problemer af varierende karakter. Det ligner rådhuset. Det er stadig politik, men på en helt anden måde.

Var årene i aarhusiansk lokalpolitik det hele værd?

»Ubetinget,« svarer han. Han har fået flere grå hår, end han havde håbet. Men han har også fået lov til at flytte noget, møde mennesker, der ville det samme, og være med, når beslutninger fik betydning uden for rådhuset.

Landspolitisk ligger Venstre historisk lavt i meningsmålingerne. Var der andre politiske ledere i partiet, der burde gøre det samme som dig: at stoppe?

»Jeg tror, at Venstre har brug for al den kvalitet, der er i partiet. Der er ikke nogen, der er uundværlige, men hvis du fisker efter, om jeg tror, at det nuværende formandskab i form af Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose har en stamina til at stå det igennem og har de rigtige kompetencer til det, så er svaret ja,« fastslår Christian Budde.

Hans egen tid i politik kan ikke laves om. Det kan valgkampen og valgnatten heller ikke. De fylder kun en lille del af historien, men kom til sidst til at overskygge alt og gjorde det aktuelle jobskifte både muligt og nødvendigt. Det gik, som det gik, men på bugten har Budde gjort op med sig selv, hvad han vil tage med sig fra rådhuset. Idealismen lever, realismen har sneget sig ind og han er blevet mere på vagt over for et håndtryk. Men han insisterer på at række hånden frem.