Aros' spektakulære værk åbner fredag: Karin Sallings fantasi rakte ikke til at se det her resultat
Salling Fondenes næstformand har været tæt på udviklingen af den underjordiske kuppel med et kig ud i rummet fra første færd. Men hendes fantasi rakte ikke til at se, den ville blive sådan, som den er.
Når The Dome a Skyspace by James Turrell åbner fredag 19. juni, sker det efter mere end 10 års hårdt arbejde.
As Seen Below hedder kuplen, som stikker halvvejs op ad jorden foran Aros, mens den anden halvdel er underjordisk. Via et hul i toppen får man et kig direkte op i himmelrummet.
Karin Salling har fulgt projektet tæt fra første færd. Hun hørte om en underjordisk udvidelse af museet allerede i Jens Erik Sørensens tid som direktør på Aros.
I 2012 fortalte han i Jyllands-Posten, at han forestillede sig at udvide med nye rum i kælderniveau, men at planerne aldrig kom op ad skuffen.
I 2014 fremlagde den efterfølgende direktør Erlend Høyersten de planer, som den nuværende direktør, Rebecca Matthews, har fuldført.
»Det har været en meget lang men også fantastisk rejse. Jeg var aldrig i tvivl om, at det nok skulle lykkes at bygge den helt særlige dome. Jeg oplevede en kæmpe opbakning fra byrådet, arkitekter og entreprenører. Da først tilladelserne var på plads, kunne intet forhindre den gode idé i at blive virkelighed,« siger Karin Salling.
Vi møder hende i sit hjem en dag mellem møder, åbninger af nye steder og deltagelse i byens kulturbegivenheder.
Vi spørger, om der er noget ved domen, der overrasker hende, nu hvor hun har set resultatet af de mange anstrengelser, og svaret er Ja.
Det vender vi tilbage til.
Den travle 83-årige er næstformand i Salling Fondene og har været med til at donere 100 millioner kroner til The Dome, som er verdens største Skyspace i forbindelse med et museum.
Gennem årene har den yderst kunst- og kulturinteresserede enkefrue efter købmand Herman Salling været til en række præsentationer af det skyspace, som en af verdens mest feterede lyskunstnere har tegnet til Aarhus.
Der er tale om amerikanske James Turrell. Til Financiel Times, der har mødt kunstneren i Aarhus, har han forklaret, at han ved at sætte lys i forskellige farver inde i domens rum, kan give himlen forskellige farver. Ligesom når man blander maling.
Den 83-årige kunstner er både uddannet matematikprofessor og pilot. Når han fløj ind i solnedgange og solopgange helt uforstyrret højt over skyerne, havde han en meget stærk oplevelse, som har inspireret ham. Det samme gælder hans opvækst blandt kristne kvækere, der tror på det indre lys.
Kvækernes møder foregår i filosofisk eftertænksomhed, og netop den sindstilstand har mange af domens hidtidige gæster beskrevet, at de befinder sig i, når de har oplevet det skiftende lys.
Karin Salling har været så heldig at møde manden bag værket. De har spist middag og siddet sammen med kongen og Rebecca Matthews i domen og oplevet As Seen Below.
»James Turrell er et meget venligt og behageligt menneske, samtidig med at han er super intelligent. Det er så fascinerende at møde den slags mennesker og som at tale med et leksikon,« smiler Salling, der har en veludviklet sans for humor.
Når man er i selskab med både kunstneren og kongen, bliver det ikke meget bedre. De er begge garanter for en god stemning.
Ved åbningen af det nye værk fredag aften er det dog kun kongen, som deltager.
Trods aftenens gode selskab glæder Karin Salling sig især til, at kuplen åbner for alle aarhusianerne, så de kan opleve himmelrummet set nedefra i As Seen Below - A Skyspace.
Sammen med Salling Fondene har hun sat sit stærke præg på byen med etablering af parker, teaterscener og skulpturer, men domen skiller sig ud ved at være særligt stor, kraftfuld og flot, som hun siger.
Hvad er det så, der overrasker hende?
»Jeg er meget overrasket, selv om jeg betragter James Turrell som enestående og en af verdens bedste lyskunstnere. Det, han laver, er gennemført og smukt. Men jeg kunne ikke forestille mig, hvordan domen faktisk kom til at se ud i virkeligheden, og hvilken oplevelse den giver,« forklarer hun.
»Min fantasi spænder slet ikke lige så vidt som Turrells,« slår hun fast.
Karin Salling synes, at resultatet overgår forventningerne. Og hun er spritklar til åbningen.
»Jeg glæder mig til at opleve den endelige afslutning på den lange rejse og til en ny begyndelse, hvor alle aarhusianerne kan opleve The Dome.«