Fortsæt til indhold
Aarhus

Asbest på planker til rådhusgulv fundet i kølvandet på stort drama

Beskidte planker med asbestholdig klæbemasse fundet i rådhuskælder.

Der er atter fundet asbest i kælderen under Aarhus Rådhus.

Det fremgår af en skriftlig orientering, som dette medie er kommet i besiddelse af, fra magistratsafdelingen Teknik og Miljø til Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune.

Gulvet i rådhushallen er lavet af moseegsplanker, og de ekstra planker opmagasineres i rådhusets kælder. Det er ifølge den skriftlige orientering i forbindelse med en planlagt udskiftning af planker, at asbesten blev opdaget. To medarbejdere konstaterede, at nogle planker i kælderen var beskidte og havde gammel klæbemasse »kendt for at indeholde asbest« på bagsiden. At dette var tilfældet, blev bekræftet ved en efterfølgende test.

Ifølge den skriftlige orientering blev arbejdet straks indstillet, da medarbejderne spottede den suspekte klæbemasse. En miljørådgiver blev tilkaldt, og både plankerne og et område af kælderen skal nu rengøres af asbestuddannet personale.

»Der er foretaget 14 prøvetagninger, som konkluderer, at der ikke er sket spredning af støv til andre dele af bygningen, da materialet kun er blevet håndteret i kælderen, og arbejdet straks blev stoppet,« fremgår det af orienteringen til Teknisk Udvalg.

Teknik og Miljø vil nu lave en plan for rengøring og bortskaffelse af træ. De medarbejdere, der har opholdt sig i området, er informeret om situationen, lyder det.

Hvis det virker til, at Teknik og Miljø tager asbestfundet seriøst, er det med god grund. I august viste en rapport fra Dansk Miljørådgivning, at et ukendt antal håndværkere sandsynligvis har været udsat for asbeststøv, mens de har arbejdet på Aarhus Rådhus, og at Aarhus Kommune i mange tilfælde ikke kan dokumentere, hvorvidt man på forhånd havde undersøgt, om håndværkerne risikerede at komme i kontakt med asbestholdige materialer.

Rapporten var kulminationen på et dramatisk og langvarigt forløb med udspring i et renoveringsprojekt på rådhuset.

Ifølge formand for Teknisk Udvalg Solveig Munk (Velfærdslisten De Rød-Grønne) viser det nye asbestfund, at der stadig ikke er styr på rengøringen af rådhuskælderen.

»Hvordan i alverden har man kunnet overse dette? Der står da nogle store spørgsmål tilbage, som vi skal have fundet svarene på,« siger hun.