Politi holder flere rockerklubhuse lukket grundet konflikt
Der er en verserende konflikt i bandemiljøet, og derfor holder politi flere bandetilholdssteder lukket.
Nordjyllands Politi, Københavns Vestegns Politi og Østjyllands Politi forlænger opholdsforbud på adresser i deres politikredse, hvor der ligger rockerklubhuse.
Det skriver politikredsene i opslag på det sociale medie X.
Der er tale om adresser i Nørresundby, Rødovre og Taastrup Randers og Lystrup.
Opholdsforbuddet har været effektivt siden september sidste år og er nu foreløbigt forlænget til 25. januar.
- Baggrunden for forlængelsen er, at der fortsat er en verserende konflikt i rocker-bandemiljøet, og trusselsbilledet er uændret, skriver Nordjyllands Politi.
Siden sommeren 2023 har der ifølge politiet været en voldelig konflikt mellem rockerklubben Hells Angels og den forbudte bande Loyal To Familia (LTF).
Derfor har politikredse rundt om i landet indført opholdsforbud på en række adresser, som man mener er bandetilholdssteder.
- Grundet en fortsat uændret situation i en verserende konflikt i rocker-bandemiljøet har vi forlænget opholdsforbuddet i de to østjyske rockerklubhuse i Lystrup og Randers med yderligere 14 dage, skriver Østjyllands Politi.
Når forbuddet næste gang står til at udløbe i Nørresundby, vil det have varet i lidt over fire måneder.
Københavns Vestegns Politi skriver på X, at en overtrædelse kan straffes med op til to års fængsel.