Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus-vartegn ødelagt af uvejr: Her er skaderne i byen

Det var særligt den sydlige del af landet, som blev hærget af den forgangne uges voldsomme vejr. I Danmarks næststørste by har vejret dog også sat sine spor.

En af Aarhus’ nye seværdigheder fik sig en hård medfart, da vejret viste sig fra sin hidsige side op til weekenden.

»Forestil dig en bro, hvor du kan gå og gå og gå og gå. Uden at nå til ende.«

Sådan skriver Visit Aarhus om Den Uendelige Bro, der ligger ved Ballehage strand i det sydlige Aarhus.

Men at gå og gå og gå og gå på broen bør man afstå fra for øjeblikket, hvis man ikke bryder sig om koldt vand.

Den Uendelig Bro er nemlig knap så uendelig ovenpå det voldsomme vejr, der ramte landet op til weekenden.

Fuld af huller

Cirklen, som broen udgør, brydes af flere huller, hvor der mangler brædder.

Den Uendelige Bro mangler en del af sine brædder. Foto: Emilie Toldam Futtrup

Der er opsat afspærring, der skal forhindre, at folk vover sig ud på den amputerede bro, og der kommer til at gå en rum tid, før det igen kan lade sig gøre at gå hele vejen rundt.

Den Uendelig Bro skulle efter planen været pillet ned for vinteren om et par uger. Den proces er, på grund af skaderne, blevet fremskyndet, og nedpilningsarbejdet begynder derfor i næste uge, oplyser Michael Jaap fra Kultur og Borgerservice.

Broen er dermed først at opleve i sin helhed, når den sættes op igen til foråret.

Indvielse udsat på grund af skader

Godt 7 km længere oppe ad den aarhusianske kyst har Vikingeklubben Jomsborgs bygninger ved Den Permanente taget skade.

Her faldt det voldsomme vejr nemlig på et uheldigt tidspunkt.

Siden februar måned har badeanstalten været under udvidelse. Og eftersom byggeriet endnu ikke er færdiggjort, var det ikke modstandsdygtigt nok, da det voldsomme vejr ramte.

»Vinduerne og dørene er blevet slået ind af bølgerne, og derfor har de nye bygninger stået lidt under vand. Derfor er der noget isolering, der har taget skade,« fortæller bestyrelsesformand i vinterbadeklubben Bo Kræmer.

På grund af skaderne forventer han ikke, at byggeriet når at stå færdigt til jul som planlagt.

Han ved ikke, hvornår udvidelsen af Den Permanente står færdigt, men hans forventning er, at indvielsen bliver skubbet et par måneder på grund af skaderne.

Sådan stod det til med udvidelsen af Den Permanente, da Jyllands-Posten var på besøg i august måned. Foto: Martin Thomas Ford

Også ved det eksisterende anlæg er der sket mindre skader, som er ved at blive udbedret.

Badebro ødelagt

Ved Ajstrup Strand syd for byen er badebroen blevet decideret ødelagt. Det oplyser afdelingsleder for Grønne Områder i Teknik og Miljø, Bertram Hacke.

Broen er en såkaldt helårsbro, som normalt kan benyttes året rundt. På nuværende tidspunkt er det uvist, hvornår badebroen kan tages i brug igen.

Længere inde på land er flere træer bukket under for vejret.

Særligt Mindeparken er blevet ramt, hvilket skyldes, at Mindeparken er meget åben mod øst, hvor vinden kom fra, forklarer Bertram Hacke.

»Mindeparken har fået en hård omgang. Der er træer og store grene, der er knækket,« siger han og tilføjer, at oprydningsarbejdet kommer til at tage et stykke tid.

Hus brændte ned

Østjyllands Politi oplyser, at de lørdag morgen havde registreret 73 hændelser med relation til det barske vejr.

Hos Østjyllands Brandvæsen var der også mere aktivitet end vanligt.

»Vi har haft mange henvendelser og mange udkald, men ikke så mange alvorlige udkald,« oplyser Johnny Damgård fra Østjyllands Brandvæsen.

Henvendelserne drejede sig især om nedfaldne teglsten, væltede træer og andre genstande, som havde revet sig løs eller var i fare for at gøre det.

Den mest alvorlige hændelse med relation til vejret, som Østjyllands Brandvæsen håndterede, var en brand i en villa i Solbjerg fredag aften.

På grund af den kraftige vind måtte brandvæsenet opgive at slukke branden, og huset brændte derfor ned.

Vil du have mere Aarhus? Så lyt til vores nye podcast Hvid Røg, der samler op på alt det seneste, vigtige - og sjove - om AGF.

Lyt seneste episode herunder eller hør podcasten i din foretrukne app i Apple Podcast eller på Spotify.

Artiklens emner
Storm
Vejret