Aarhus får en specialdesignet rose
Åbningen af Aarhus Festuge bød på en velduftende overraskelse. Aarhus får sin helt egen rose.
Åbningen af Aarhus Festuge tog en uventet drejning.
I løbet af receptionen på rådhuset blev det nemlig afsløret, at Aarhus har fået sin egen unikke rose.
Rosen, der kommer til at gå under navn Aarhus Rosen, blev fremvist og indviet i champagne af borgmester Jacob Bundsgaard (S). Det skriver aarhusrosen.dk i en pressemeddelelse.
Det er ideen, at rosen skal bruges til at »gøre hverdagen lidt smukkere for de aarhusianere, der bor på plejehjem eller andre institutioner,« fortæller en af initiativtagerne bag projektet, Pia Anette Hou Avnsted.
Aarhus Rosen er ikke en hvilken som helst rose. Det har taget mere end 10 år at udvikle den cremehvide, duftende rose, der også kommer til salg hos blomsterhandlerne i Aarhus.
Bag udvælgelsen og dyrkningen af Aarhus Rosen står Rosa Eskelund.
»Aarhus Rosen er resultatet af flere tusinde krydsbestøvninger af haveroser. Her er den blevet spottet blandt 500-600 andre små udvalgte rosenplanter,« fortæller Rosa Eskelund, og forklarer, at hun i jagten efter Aarhus Rosen er gået efter en plante med »de rette gener«.
Glæde hos borgmesteren
At Aarhus nu har fået sin egen specialdesignede rose, vækker glæde på byens borgmesterkontor.
»Bag Aarhus Rosen er et oprigtigt ønske om at glæde og forskønne vores by, og det har naturligvis min fulde opbakning. Samtidig er det hensigten at donere roser til almennyttige projekter med særligt fokus på blandt andet demenshjem og plejehjem samt offentlige parker og pladser i Aarhus Kommune – og det synes jeg, er et rigtig godt og beundringsværdigt initiativ,« siger borgmester Jacob Bundsgaard.
Rose-projektet er blevet ført ud i livet med 300.000 kr. i støtte fra Købmand Herman Sallings Fond.