Sherlock Holmes Pub er gået konkurs – flere har meldt sig som købere
På Frederiksgade har Sherlock Holmes Pub ligget i mere end 30 år, men nu må ejeren dreje nøglen om.
Der flyder ikke længere øl ud af taphanerne på pubben Sherlock Holmes i Frederiksgade i det centrale Aarhus.
Værtshuset er nemlig gået konkurs, fremgår det af Statstidende.
Den engelsk pub, med sin helt mørkegrønne facade og et hængende træskilt med et billede af den fiktive privatdetektiv Sherlock Holmes, slog dørene op for mere end 30 år siden.
Efterfølgende har den slået sig op på at have byens største udvalg af internationale øl og over 40 forskellige whiskey, mens chesterfield møbler og mørke, blomstrede tapeter er en del af indretningen.
Men nu er pubben under konkurs og kurator Jens Højmark fortæller, at det fortsat er de indledende dage, hvor der skal dannes et overblik over aktiverne og mulige købere.
»Årsagen til konkursen skal undersøges, men den umiddelbare vurdering er, at det er et klassisk corona-efterslæb, der har taget livet af biksen. Der har været lån, som man til sidst ikke har kunnet betale,« siger han.
Gade med mange barer
To ud af de seneste fem år har pubben haft overskud, viser regnskaberne. Samlet set har Sherlock Holmes haft et overskud på 285.000 kr. fra 2018-2022.
Frederiksgade, hvor Sherlock Holmes ligger, er kendt for sine mange barer, og den 500 meter lange gade tæller mere end 10 af slagsen.
Jens Højmark har været i dialog med flere potentielle købere, der er interesseret i at drive den videre og hans fornemmelse er, at det nok skal lykkes med et salg.
»Med de interesser, der allerede er kommet nu og så den gode beliggenhed og med en vis tradition og historie, så tror jeg nok, at den skal blive solgt i et eller andet omfang,« fortæller han.
Det har endnu ikke været muligt at få kontakt til ejerne af Sherlock Holmes Pub, Allan Lade Møller og Richard Vincent Anker Lambert.