Fortsæt til indhold
Aarhus

Kirurger på omstridt afdeling siger op i protest mod ledelsen - det får konsekvenser for kræftpatienter

De to ledende specialister på Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling på AUH stopper ved udgangen af august. Cheflæge beklager.

De to kirurger, som er de bærende kræfter inden for avanceret mave- og tarmkræftkirurgi på Aarhus Universitetshospital (AUH), har sagt op. Ved udgangen af august i år forlader de to læger dermed den omstridte mave- og tarmkirurgisk afdeling (MTK) på AUH.

Afdelingsledelsen på MTK har onsdag udsendt en e-mail til øvrige dele af hospitalet. I mailen beklager afdelingsledelsen opsigelserne fra kirurgerne Mette Møller og Jonas Funder, som vil få konsekvenser for de patienter, som har brug for den specialiserede hipec-behandling, som i Danmark alene udføres på AUH, fremgår det.

»Opsigelserne fra Mette og Jonas får meget stor betydning for de patienter, der fremadrettet planlægges til at modtage denne behandling, lige som det får stor betydning for AUH og MTK,« skriver cheflæge Charlotte Burchard Nørager og afdelingssygeplejerske Knirke Hartmann Thomsen i mailen, hvor i det også fremgår, at ledelsen vil forsøge at finde muligheder, der kan »afhjælpe situationen«.

For godt to måneder siden kom det frem, at flere hundrede kræftpatienter på AUH-afdelingen ikke har fået den operationstid, som de har lovkrav på. Foreløbig har det vist sig, at 313 patienter i perioden januar 2022 til marts 2023 har fået behandling for sent i forhold til de lovfastsatte maksimale ventetider for kræftpatienter. De 40 af dem er såkaldte hipec-patienter, som på AUH skulle have den særligt komplicerede kræftoperation, som herhjemme kun kan udføres på AUH. De 40 hipec-patienter blev ifølge hospitalet selv vildledt om deres muligheder om at blive opereret i udlandet.

Tre patientansvarlige overlæger på hipec-området - herunder Mette Møller og Jonas Funder - har tidligere i år placeret ansvaret for de ulovlige instrukser hos afdelingens cheflæge og har i et brev til koncernledelsen i Region Midtjylland, som tidligere er omtalt i Jyllands-Posten, fastslået, at der er flere forkerte oplysninger i de redegørelser, som Aarhus Universitetshospital (AUH) har sendt til Sundhedsstyrelsen i sagen om for sent opererede kræftpatienter, og redegørelserne bør derfor skrives om.

Sønderlemmende kritik

Lægerne sendte samtidig en sønderlemmende kritik af afdelingsledelsen og især af cheflægen på MTK, Charlotte Buchard Nørager, som ifølge de tre overlæger ikke blot har afgivet forkerte informationer om sagen. Afdelingsledelsen med cheflægen i spidsen har også udstukket ulovlige instrukser til afdelingens læger, lagt pres på lægerne om at tilbyde færre kræftpatienter den komplicerede hipec-operation, ligesom hun har tilsidesat hospitalets prioriteringsregler, lød det bl.a.

Ifølge de to læger siger de op i protest mod, at sagen ingen konsekvenser har haft over for afdelingens cheflæge, Charlotte Burchard Nørager.

»Vi siger op på grund af det nuværende arbejdsmiljø. Vi har ikke tillid til afdelingens cheflæge, som vi mener ikke har det, som skal til for at føre regionens syv-punkts plan ud i livet,« siger overlæge Mette Møller på vegne af sig selv og Jonas Funder med henvisning til, at Region Midtjylland i begyndelsen af april i år bl.a. annoncerede en indsats, som skal sikre, at patienter med mave-tarmkræft får den rette information, udredning og behandling inden for de maksimale ventetider.

De to overlæger har ikke fundet andet arbejde, oplyser de.

»Beslutningen om at sige op på AUH er virkelig en beslutning, som vi aldrig har tænkt på, at vi ville blive nødt til at skulle træffe,« siger Mette Møller på vegne af sig selv og sin kollega Jonas Funder.