Konkurserne spreder sig som ringe i vandet: »Det er for længst et afsluttet kapitel for politikerne, men for os er det langtfra forbi«
Antallet af konkurser er det højeste siden finanskrisen, og et fitnesscenter i Skanderborg led som en af mange virksomheder under coronanedlukningerne. Virksomheden er nu gået konkurs, og erhvervsorganisationer frygter, at en bølge af yderligere konkurser kan være på vej.
Globe Fitness var en sund virksomhed.
Træningscentret i Skanderborg genererede overskud, og der var store udviklingsplaner, da coronakrisen brød ud, og regeringen nedlukkede samtlige erhverv i Danmark, inklusive fitnesscentrene.
I dag – godt to et halvt år efter – er virksomheden gået konkurs, og folkene bag har et klart budskab til dem, som tog beslutningen om at lukke hele brancher ned.