Clara Toft Simonsens nye single giver et ærligt indblik: »Jeg har siddet med kortene tæt på kroppen. Nu lægger jeg dem på bordet«
Siden den aarhusianske sangerinde Clara Toft Simonsen brød igennem lydmuren, har hun markeret sig med sit ægte og ærlige væsen. Men bag det lyse ydre er der mørke. Fredag optræder det spirende talent på festivalen Northside. Med sig har hun en ny single, der giver indblik i en ny side af den 21-årige popprinsesse.
Solen var for længst gået ned, mørket havde taget over. Gardinet var som en mur mellem virkeligheden og soveværelset, hvor hun lå. De sandfarvede lokker hvilede på puden, og hendes glasklare øjne lyste op i natten. Det skete alt for ofte, at hendes hoved holdt hende vågen og frarøvede hende søvnen. Når tankerne stod i kø, plejede det at få angsten til at boble. Men den aften var alt anderledes.