14 færgeafgange aflyst grundet blæst og ødelagt rampe
14 afgange mellem Aarhus og Odden var mandag aflyst. Første afgang var 16.15 fra Aarhus og 18.00 fra Odden.
Molslinjen aflyste mandag 14 færgeafgange mellem Aarhus og Sjællands Odde på grund af tekniske problemer og blæst.
Det oplyser Jesper Maack, der er pr- og kommunikationschef i Molslinjen.
»Vi er simpelthen blevet ramt af to problemer på én gang. Det ene er, at vi har en rampe, der ikke vil løfte sig af egen kraft og dermed spærrer det ene leje ved Odden. Det andet leje er så vindudsat i dag, at det kan vi heller ikke benytte, så derfor må vi som noget meget sjældent ty til at aflyse sejladsen,« siger han.
Berørte »nogle hundrede«
En kran, der skulle bruges for at besigtige rampen, kunne kun bruges i roligere vejr. Derfor måtte Molslinjen vente, til blæsten stilnede af.
Ifølge kommunikationschefen var denne mandag ingen stor rejsedag, men »nogle hundrede« kunder blev berørt af de 14 aflyste afgange, fortæller han.
»Det er selvfølgelig meget beklageligt, at vi render i så store problemer, at vi slet ikke kan tilbyde dem en tur,« siger Jesper Maack.
Klokken 16 havde vejret som forventet bedret sig så tilpas meget, at færgerne igen kunne benyttes og sejle planmæssigt mellem Aarhus og Odden.
Det betød således, at første afgang fra Aarhus var klokken 16.15 mandag, mens næste afgang fra Odden var klokken 18.00.
De passagerer, der blev berørt af aflysningerne, fik direkte besked.
»Så kan de vælge, hvis de skal afsted, at køre nedenom via Storebælt. Ellers kan de selvfølgelig lægge afgangen en anden dag. Gør man ikke noget, får man alle penge retur,« siger Jesper Maack.
/ritzau/