Bakken Bears er ramt af coronasmitte: Vigtigt europæisk opgør kan blive udsat
Bakken Bears har søndag registreret tre tilfælde af coronasmitte, der i sidste ende kan udskyde onsdagens vigtige europæiske kamp mod London Lions.
Det er ikke kun de taktiske overvejelser og beslutninger, der bryder Bakken Bears-træner Anders Sommers hoved i disse dage forud for onsdagens vitale opgør mod London Lions.
Tre registrerede coronatilfælde i den aarhusianske basketballtrup betyder, at holdet lige nu arbejder på at få udskudt kampen, hvor taberen kan blive sendt et stykke væk fra videre avancement i Fiba Europa Cup, den næstbedste europæiske turnering.
Det fortæller Anders Sommer til Jyllands-Posten søndag.
»Vi har nu tre positive tilfælde, og der er snakkes nu om, hvorvidt den skal udskydes eller ej,« siger cheftræneren for Bakken Bears.
Onsdagens modstander London Lions spillede så sent som i går, lørdag, på udebane mod russiske Avtodor Saratov. En kamp, der tidligere var blevet udskudt pga. coronasmitte i den britiske trup. Men denne gang er det altså aarhusianernes trup, der er blevet ramt.
Klubben ønsker ikke at oplyse, hvilke spillere det konkret drejer sig om.
»Mærkelig situation«
Ifølge Anders Sommer forventer klubben at få en afklaring på, hvorvidt kampen udskydes eller ej i løbet af søndagen.
»Det er en lidt mærkelig situation, hvor vi forbereder os på kampen under de nuværende omstændigheder, men der er også en risiko for, at den bliver udsat,« siger han.
Både London Lions og Bakken Bears har tabt de to første kampe i Fiba Europa Cup. For begges vedkommende er det blevet til et knebent nederlag til russiske Avtodor Saratov, mens det er blevet til et større nederlag til gruppens fjerde hold, tyrkiske Bahcesehir.
Bakken Bears tabte med 90-76 til tyrkerne på udebane.
Både London Lions og Bakken Bears har dog to point hver og er derfor blot to point efter det russiske og det tyrkiske mandskab på de to øverste pladser, der giver avancement til slutspillet.