Fortsæt til indhold
Aarhus

JP Aarhus-tegner om sin arbejdsmetode: Efter en gang opvask »skulle det gerne begynde at boble inde i bolden«

JP Aarhus har givet læserne mulighed for at svare på spørgsmålet: Hvilken Rasmus Sand Høyer-tegning fra 2021 er bedst? Stemmerne er talt op, og vinderen er fundet. Men hvordan arbejder den kreative JP Aarhus-tegner egentlig bedst? Opvask og ro er en del af ligningen.

Læserne af JP Aarhus har talt. Den bedste tegning fra 2021 af Jyllands-Posten kreative nerve, Rasmus Sand Høyer, er blevet valgt. Og med 26 pct. af stemmerne indtog streger fra efter kommunalvalget pladsen som den sikre vinder.

Ophavsmanden selv tror godt, at han ved, hvorfor netop den tegning har markeret sig med flest stemmer.

»Citatet fra Mette Frederiksen ”lev med det” er et, som har skuret voldsomt i manges ører, og som jeg tror, langt de fleste har studset over,« siger han og forklarer, at han tror, alle tegnere er stoppet op og har overvejet, hvordan de kunne bruge det omstridte citat, der fandt sin vej til danskerne i bedste sendetid under minkskandalen i november 2020.

12 udvalgte konkurrenter

JP Aarhus udvalgte i december 12 af de tegninger, der gennem 2021 har prydet siderne i avisen, og som der hjemme i stuerne er blevet kvitteret for med smil og latter. En tur gennem bunken vidner om kreative fortolkninger af flere store dagsordener, aarhusianske personligheder og politiske finurligheder.

Det blev borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard (S) og kollegaen fra Christiansborg, statsminister Mette Frederiksen, der løb med titlen. Efter et valgnederlag for socialdemokratiet i Aarhus – og flere andre kommuner landet over – ved kommunalvalget, tager det aarhusianske overhoved ansvaret, mens Mette Frederiksen med en mink om halsen ser til.

Men hvordan tager man essensen ud af en aktuel sag og visualiserer den for alle os hjemme i stuerne? Det er faktisk ret simpelt, i hvert fald for Jyllands-Postens erfarne stregekspert.

»Jeg kigger i avisen, vasker op eller drikker kaffe, og derefter skulle det gerne begynde at boble inde i bolden,« siger han.

»Den kreative proces finder ofte sted, uden at jeg er bevidst omkring det. Ligesom alle andre kan jeg ikke udvikle idéer under pres, det bliver altid bedst, hvis de selv finder vejen – og ro og fred er en vigtig faktor,« forklarer han.

Gammeldags, men godt

Rasmus Sand Høyer har tegnet siden barnsben og malet linjerne op hos Jyllands-Posten siden 1985. Men trods deadlines og den teknologiske udvikling, der stormer frem, slipper han ikke sin pensel.

»Selv om der er mange, der tegner ved en computer, maler jeg stadig med vandfarver, papir og pensel. Beholderen, som jeg har mine farver i, har jeg haft, siden jeg startede hos Jyllands-Posten, det er lidt gammeldags,« siger han og supplerer muntert:

»Men jeg er billig i materialer.«

Med et lager af henholdsvis humoristiske, kreative og ikke mindst meget velproducerede tegninger ser han frem mod et 2022, hvor han igen vil komme farve og figurativ kreativitet til de rullende dagsordener.