Efterårsferie-oplevelser i Aarhus
Efterårsferien 2021 står for døren. Ugen er spækket med oplevelser for hele familien. Hvad skal du lave? Uhyggelig halloween eller kreative skarnsstreger? Se en oversigt over et udvalg af byens tilbud her.
Den Gamle By
Allehelgen, 16.-24. oktober:
Hør uhyggelige fortællinger om spøgelser og overtro, snit en roelygte, der kan sprede skræk eller lav lækre hjemmelavet bolsjer.
Tivoli Friheden
Halloween, 9.-24. oktober:
Skær dit eget græskar eller mal en uhyggelig ”De Dødes Dag”-maske. Hvis det ikke er skræmmende nok, kan horrorforlystelsen Cirkus Dystopia måske give et godt gys eller fem Horror Escape Rooms rundt i parken kan få hjernen i gang, når man skal finde ud af, hvorfor Pjerrot er blevet forbandet.
Aarhus teater
Aftryk, 18. og 19. oktober:
Sanselig børneteaterforestilling for de nul til fire årige om at være til og sætte aftryk. Lyde skabt af vand, ler, glas og stemmer hjælper med at sætte børnefantasien løs.
Cirkel, 21. og 22. oktober:
Sjov teaterleg for de to til seks årige børn fuld af musik og bevægelse, men helt uden ord.
Rundvisning, 18. og 20. oktober:
En rundvisning for hele familien, men tilrettelagt specielt til børn fra seks år og op. Hør alle de spændende historier, som teateret gemmer på.
Musikhuset
Den Lille Prins, 16. til 18. oktober:
Oplev fortællingen om Den Lille Prins i den anmelderroste forestilling af samme navn, som er for alle i alderen seks til 99 år.
ComKean, 17. oktober og 6. november:
Gameren ComKean er en af Danmarks største YouTubere, og nu kan hans første liveshow opleves, hvor den både står på gaming, men også sjov og ballade.
Dokk1
Maker Faire Aarhus 2021, 16.-17. oktober:
En gør-det-selv festival for hele familien. Dokk1 vil være fuld af stande og workshops, hvor man kan se opfindelser og selv prøve at lave dem.
Rullingeværksted, 19. og 20. oktober:
Rullingerne er kendt fra Mini MGP, og nu er det muligt at lave sin egen ved at lime stof, glitter eller øjne på en tom toiletrulle.
Køn
Lav Skarnsstreger med Pippi og Emil, 16.-24. oktober:
Deltag i forskellige lege og workshops, hvor der kan snittes træmænd, som var man Emil eller lave en spunk, som Pippi kan gå på jagt efter.
Steno Museet
Mærk Mars, 16.-24. oktober:
Gå på opdagelse med børnene Pi og My fra en Marskoloni og bliv klogere på planeten, imens man laver små film og spiser ”marsmad”.
Naturhistorisk Museum
I Ulvens Fodspor, 16.-24. oktober:
Kom helt tæt på ulven, og bliv ulveforsker for en dag eller se rovfugle og blæksprutter blive dissekeret.