Fortsæt til indhold
Aarhus

Arkæologer på jagt efter fortidsminder ved Eskelund

JP Aarhus

Arkæologer fra Moesgaard Museum har i de seneste uger foretaget udgravninger i engen ved Eskelund i Aarhus for at undersøge, om det er vikingekongen Godfreds skibsværft, der ligger i området.

Moesgaard Museum har tidligere fundet spor af et skibsværft på stedet. Dateringer viser, at værftet blev grundlagt i år 797. De nye udgravninger vil muligvis kunne afdække, om der blev bygget eller repareret skibe på stedet og lede arkæologerne på sporet af, hvem der grundlagde Aros, datidens Aarhus. Byen blev sandsynligvis grundlagt af kong Godfred, der regerede fra omkring år 800 til 810.

Skibsværftet er muligvis en del af en flådehavn ved Eskelund og blev anlagt samtidig med Aros, hvor Godfred kan have valgt området som base for sin flåde. Flådehavnen ved Eskelund kunne nås ved at sejle fem kilometer op ad Aarhus Å forbi byen. Her kunne flåden opankre før togterne ud i verden.

Ved de tidligere undersøgelser er de fundet dele af vikingeskibe og værktøj. Den aktuelle udgravning skal afdække andre dele af skibsværftet og formålet med undersøgelsen er at få nyt indblik i værftets brugstid og i bevaringsforholdene på stedet. Den nye undersøgelse af engområdet er led i et planlagt forløb, hvor der senere vil komme nye store udgravninger på stedet og i Aarhus by. Udgravningen blev udført af Moesgaard Museum i perioden 1.-15. september.