Flytningen af "nåleparken" på Sydhavnen er begyndt
Forfatningen af det område, hvor bl.a. narkomaner er henvist til, har mødt kritik. Nu er der forbedringer på vej.
For nylig kunne JP Aarhus beskrive, at den såkaldte nålepark – et område forbeholdt narkomaner, og som Værestedet på Sydhavnen fører opsyn med – var i en dårlig forfatning, og at hårde misbrugere skabte udfordringer i området.
Det har længe været planen, at nåleparken, hvor den ene af to pavilloner bl.a. har været udsat for en påsat brand, skulle flytte i forbindelse med igangværende byggerier på Sydhavnen, hvor der skal bygges et parkeringshus der, hvor nåleparken ligger i dag.
JP Aarhus kunne beskrive, at flytningen af nåleparken er blevet udskudt, at Værestedets brugere oplevede problemer som en konsekvens, og at socialrådmand Kristian Würtz (S) kaldte situationen »klart utilfredsstillende« og varslede snarlig handling.
Nu er flytteprocessen gået i gang, efter at byggetilladelsen til flytningen er blevet godkendt, oplyser Jakob Storm, leder af Værestedet.
»Det blev den fredag, og nu er de i gang. Jeg tror, at den er flyttet inden udgangen af næste uge,« siger han.
I første omgang flytter nåleparken ca. 70 meter til et område ved Kulbroen. Der har den fået en midlertidig plads i indtil videre tre år, oplyser Jakob Storm.
»Der bliver de samme faciliteter som i dag: To pavilloner, der bliver renoveret, shinet op, og har vand og el. Og så fortsætter ordningen med Sydhavnspedeller til at holde det rent,« siger han.
Hvor nåleparken skal flyttes hen på længere sigt er endnu uvist. Men den bliver i området ved Sydhavnen, oplyser Jakob Storm.