Aarhus indfører gratis parkering til elbiler
– i hvert fald i fire timer for el- og brintbiler i Aarhus Kommune frem til 30. september 2025.
Gratis parkering for brint- og elbiler kan medføre øget trængsel i Aarhus midtbys boligkvarterer, mener Teknik og Miljø-forvaltningen, som derfor ikke kan anbefale tiltaget.
Et stort flertal i Aarhus Byråd besluttede onsdag dog alligevel at indføre gratis parkering for såkaldte nulemissionsbiler fra 1. oktober 2021 til 30. september 2025. Beslutningen er en del af byrådets budgetforlig 2021, og med vedtagelsen i byrådet vil nulemissionsbiler være fritaget for parkeringstakst i de første fire timers parkering pr. døgn i rød, gul og grøn zone i kommunale parkeringshuse og -anlæg.
Efter fire timers parkering skal nulemissionsbiler betale samme timetakst som hybrid-, benzin- og dieselbiler i grøn zone, som er de billigste p-områder i Aarhus Kommune.
Pres på beboerparkering
Tiltaget forventes at koste kommunen et tab i p-indtægter på minimum 9 mio. kr. i alt i 2021-2025.
Venstre – som ikke er med i budgetforlig 2021 – står uden for beslutningen. Teknisk rådmand Bünyamin Simsek (V) har tidligere i byrådsbehandlingen af sagen påpeget, at det vil øge presset på beboerparkering, hvis der indføres gratis parkering for elbiler, der kommer udefra.
Beboerparkering er indført i en række byområder inden for Ringgaden, og det er en ordning, hvor beboere i området kan parkere døgnet rundt for 500 kr. om året, mens gæster skal betale for parkering. Den fordel for beboerne kan dog blive mindre, hvis gæster i elbil også kan parkere gratis i områderne, frygter Venstre.