Fortsæt til indhold
Aarhus

Festugen er fuld af oplevelser – fra lysfest over byens gladeste park til sang og musik i alle højder. Her er 10 af dem

Der er meget at vælge mellem i årets festuge, ikke mindst mange udendørs arrangementer. Byparken er et af de steder, der skal besøges, men også lysværkerne, der bl.a. findes ved havnefronten, er værd at opleve.

1

Byparken

Byparken er festugens bankende hjerte. Det er her, der sker noget for hele familien, og hvor der er gang i den fra morgen til aften og fra musikhuset til rådhuset – tværs over Frederiks Allé, som er spærret for trafik, og omdøbt til ”Den Gladeste Gade i Festugen”. Her er der mere end 25 talks, koncerter, cykelræs, debatter, workshops, kunstværker og andet godt.

Tænk at gå rundt i en by, hvor folk har travlt med at kigge på en festuge. Det er den benzin, jeg kører på: begejstringen for publikum.
Rikke Øxner, direktør, Aarhus Festuge

Der er en lille biograf i form af gadeteatret Panorama Kino Theatre, og Det Turkise Telt er også vanen tro i Byparken ligesom Kuplen, hvor der er fokus på podcast-formatet. Lyskunst, yoga, fægtning, taekwondo, madmarked, naturmøder, samtaler og debatter er andre muligheder for oplevelser i Byparken.

Også børnene er i fokus her. Der er kreative workshops, Ramasjang, Robot-Bob – det klassiske bobspil, hvor køerne er udskiftet med robotter – og leg med andre robotter blandt meget andet.

Der er kreative workshops for børn i Byparken. Foto: Mads Andreas Frost

Er der stadig kræfter i børnene kan de komme i hoppeland på Tangkrogen, hvor der er opsat hoppeborge i mange størrelser. På Dokk1 er der desuden Live Art, en minifestival for børn den 4.-5. september.

aarhusfestuge.dk

2

Open Air på Amfiscenen

Med Open Air kan man på Amfiscenen ved musikhuset se syv film på syv dage. Der er både dokumentar-, musik- og kultfilm, som vises i samarbejde med Cinemateket, Øst for Paradis og Kunsthal Aarhus. På programmet er ”Man on Wire”, ”Le Grand Bleu”, ”Free Solo”, ”The Rocky Horror Picture Show”, ”Grease”, ”Pulp Fiction” og ”Leonard Cohen: Live in Dublin”. Man skal reservere billet til filmfremvisningerne, der begynder kl. 21.

aarhusfestuge.dk

3

Understrøm i Mølleparken og under Sankt Clemens Bro

Musikfestivalen Understrøm finder igen sted i Mølleparken og under Sankt Clemens Bro. Den handler ikke bare om musik til 53 gratis koncerter og optrædener, men også om hygge og drinks med vennerne. Seks udvalgte aktører får stillet en scene til rådighed en hel dag, hvor de agerer koncertarrangører og udvælger kunstnerne, der skal spille.

Der er også musik for børn med Skrallebang i Mølleparken, hvor børnene kan være med til at synge, fortælle, dramatisere, rappe og bevæge sig igennem en lang række kendte eventyr.

aarhusfestuge.dk

Rikke Øxner er direktør for Aarhus Festuge: »I år er jeg allermest glad for, at vi bliver til noget. Det burde ikke være nødvendigt at sige, men jeg glæder mig simpelthen så meget,« siger hun. Foto: Rikke Kjær Poulsen
4

Rum der Forkynder – LitXtalks i Vor Frue Kirke

Seks danske forfattere indtager over to aftener, den 31. august og den 2. september, Vor Frue Kirke for at tale om alt, lige fra køn til økonomi. Arrangementet er inspireret af TEDtalk-­formatet, så forfatterne har hver seks minutter at tale om FN’s tredje verdensmål, ”Sundhed og trivsel”, med udgangspunkt i litterære værker, som har haft betydning enten for forfatterens eget liv eller det samfund og den verden, vi lever i.

Efter arrangementerne kan publikum deltage i en diskussion med forfatterne: Glenn Bech, Kaspar Bonnén, Rebecca Bech Lauritsen, Peter Adolphsen, Gry Stokkendahl Dalgas og Mathilde Walter Clark.

aarhusvorfrue.dk

5

Stemmer Bygger Bro i Domkirken

Sang er en fast del af festugen, der igen i år lader stemmer bygge bro. Det gør de bl.a. i Aarhus Domkirke, hvor Sangkraft Aarhus og dirigent Brian Stenger Poulsen inviterer på en halv times morgensang med salmer og sange alle hverdage i festugen. Også andre steder i byen er der fællessangsarrangementer, bl.a. i musikhusets foyer, på Aros, Dokk1 og Salling Rooftop.

aarhusdomkirke.dk

6

”Saanitizing Territories” i Sydhavnskvarteret

På Sydhavnen i bunden af Jægergårdsgade ved siden af Danske Banks domicil lægges der op til et kunstnerisk arkitekturprojekt, der skal føre til debat om byens udvikling. ”Saanitizing Territories” er skabt af arkitekterne Jacob Billesbølle og Victor Hauerslev Munch og sætter sundheden i fokus og giver sit bud på, hvordan arkitektur kan være sundhedsfremmende. Projektet opføres som en enorm afspritningsstation udgjort af metalliske netstrukturer og 3.000 poser, hvoraf en del vil indeholde håndsprit.

I samme forbindelse kan man se arkitekturudstillingen ”20000000” i Ridehuset, som er kurateret af Jacob Billesbølle og Victor Hauerslev Munch. De har fået produceret et tæppe af Ege Tæpper, hvor man kan se, hvad der er højt og lavt i Aarhus, og supplerer med talks og debatter.

Der er desuden lavet en e-bog, ”Tid:Løs”der guider læserne rundt på en ca 3,5 km gåtur på kryds og tværs af Sydhavnen.

aarhusfestuge.dk

På gaden udenfor Teatret Svalegangen er der Kokassebanke som en del af dets "United Change"-program. Bankobestyrer er Maja Juhlin. Foto: Rikke Kjær Poulsen
7

United Change på Teatret Svalegangen

Svalegangen holder vejfest, United Change, under festugen med særligt fokus på seks af FN’s verdensmål. Det omfatter bl.a. kokassebanko (dog uden ko), en undervandskoncert med kunstnerkollektivet Between Music, musik, bar og et loungeområde på og omkring teatret. man kan opleve en animeret tidsrejse tilbage til urskovene i selskab med en såkaldt overgangsrituel forestilling, et klimamedley med 120 gospelsangere, en virtual reality-oplevelse om modens vej fra Bangladesh til ens klædeskab og en monolog om lykkeligt overforbrug fra et bjerg af skrald. Det, der foregår udenfor, er gratis, indenfor skal der købes billet til 45 kr.

Svalegangen.dk

8

”Go Extreme” i Kunsthal Aarhus

Kunsthal Aarhus inviterer på et anderledes blik på ekstremsport. ”Go Extreme” er er udstillingsprojekt, der omdanner kunsthallen til et levende rum for ekstreme fysiske og mentale præstationer. En række danske og internationale kunstnere har skabt værker, der giver forskellige perspektiver på menneskets jagt efter at nå hinsides kroppens fysiske og mentale begrænsninger.

kunsthalaarhus.dk

9

”Go Extreme” og loppemarked på Godsbanen

Der skal løbes et maraton i Den Rå Hal på Godsbanen. Det sker, når der den 2. september opføres en såkaldt løbesymfoni af KH Marie Studio i samarbejde med Kunsthal Aarhus. Koncerten finder sted i et samspil mellem maratonløberne Kristina Schou Madsen og Stine Rex, der løber et maraton på hver sit løbebånd, og komponisterne og musikerne Marie Koldkjær Højlund, Steffen Lundtoft og Kenneth Nørby Andersen, der med deres instrumenter følger løbernes puls og stemning.

Desuden er der loppemarked, ”Hello Vintage”, i Den Rå Hal den 3. september, hvor man køber tøj for 300 kr. pr. kilo, ligesom man kan klæde sig på til en koreografisk og kunstnerisk vandring, ”Big Bang – Collective Matter”, gennem Aarhus i selskab med koreografer og performere fra Aarhus Teater til Godsbanen. Denne vandretur finder sted flere gang fra den 1.-4. september.

godsbanen.dk

Lysværket "Butterfly Effect" kan opleves ved Dokk1. Foto: Mikkel Berg Pedersen
10

Lysfest i hele byen

Lyset er i fokus i denne festuge. Dels er der otte km lyskæder, som er hængt op forskellige steder, dels er der hentet en række danske og internationale lysværker til byen. Det er værker, som lægger op til diskussion, og de kan bl.a. opleves på Bispetorvet og langs havnefronten mellem Dokk1 og Navitas. Det er det oplagte sted til at tage selfies under denne festuge. Lysfesten kan opleves sammen eller hver for sig, og man kan dele din oplevelse under hashtagget #lysifestugen.

Der er også permanente lysværker i byen, som med fordel kan tages med i oplevelsen.

aarhusfestuge.dk