Fortsæt til indhold
Aarhus

Til jul rejser Spies til Gran Canaria fra Aarhus

Danmarks største charterbureau, Spies Rejser, åbner for vinterrejser fra 22. december 2021, hvor jyderne kan flyve direkte til Gran Canaria fra Aarhus Airport i Tirstrup.

JP Aarhus

Solferiekataloget i Aarhus Airport vokser, og til vinter kan den østjyske lufthavn sætte Gran Canaria på afgangstavlen.

Det sker, når Spies Rejser lægger ud med en julerejse til De Kanariske Øer. Ruten er den første i et helt nyt samarbejde mellem Spies Rejser og Aarhus Airport. Således bliver den 22. december den første gang i syv år, at Spies sender feriegæster af sted fra Aarhus. Det nye samarbejde ligger rigtigt godt i tråd med lufthavnens vækststrategi, hvor ambitionen om at blive Jyllands største charterlufthavn står højt på agendaen.

»Vi oplever en stigende interesse for ferierejser ud af Aarhus Airport, og vi har store ambitioner om at geare op for charterturismen med det helt rigtige mix af sol- og vinterdestinationer. Det er godt set af Spies at lægge ud med De Kanariske Øer. Gran Canaria er i top-10 på østjydernes hitliste over rejsemål, og jeg er sikker på, at ruten vil blive varmt modtaget. Vi er begejstrede over det nye samarbejde med Spies og ser frem til at tage feriekataloget i Østjylland til nye højder i fællesskab,« siger Nicolai Krøyer, som er administrerende direktør i Aarhus Airport, i en pressemeddelelse.

Nyt flyselskab

Spies Rejser ser frem til at sende de første gæster af sted fra det østjyske, fremgår det af pressemeddelelsen:

»Vi er utroligt glade for, at vi nu kan føje Aarhus Airport til vores afrejselufthavne i Danmark. Det betyder, at vi nu flyver fra seks lufthavne. Med nærheden til Danmarks næststørste by har Aarhus Airport en betydningsfuld rækkevidde til et stort gæstepotentiale i Jylland, og det er naturligvis attraktivt for os som rejsebureau. Vi ser meget frem til at udvikle samarbejdet med Aarhus Airport over de næste sæsoner«, siger Jan Vendelbo, som er administrerende direktør hos Spies Rejser.

Spies-gæsterne skal flyve med det danske flyselskab, Great Dane Airlines, der således får debut i Aarhus Airport. Flyselskabet blev lanceret i 2018, og ruten beflyves med flytypen Embraer ERJ-195. Flyet er nærmest skræddersyet til charterrejser med 118 sæder fordelt med to sæder på hver side af midtergangen.

Også Great Dane Airlines glæder sig til at gå i luften med Spies-gæster fra Aarhus.

»Det er et lovende trekløver, Spies Rejser har skabt ved at vælge Great Dane Airlines til at flyve den nye rute mellem Aarhus og Las Palmas. Vi har fulgt Aarhus Airports udvikling og totalmodernisering, og vi er helt på linje med lufthavnens store fokus på at give de rejsende en super start på ferien. Vi glæder os til at fortsætte den gode passageroplevelse i luften og forkæle gæsterne med høj komfort og god service under flyveturen,« siger Thomas Hugo Møller, som er administrerende direktør hos Great Danes Airlines, i pressemeddelelsen.

Rejserne til Gran Canaria går i luften den 22. december og frem til den 13. april 2022. Der er afgang fra Aarhus Airport kl. 07.10, og med en times tidsforskel lander man på Gran Canaria inden frokost.