Fortsæt til indhold
Aarhus

Kaffe med historie

I år drikkes der kaffe hele tiden i Den gamle By

tins

Der er en god historie i duften af kaffe, og den vil Den Gamle by nu fortælle.

Kaffe i afskygninger er for mange blevet en vigtig del af hverdagen, mener museet. Set i det lange historiske perspektiv er kaffen imidlertid et ret nyt fænomen, som indeholder mange overraskelser og nuancer, og derfor inviterer Den Gamle By på ”Kaffetid” hele sommeren.

Det er kun 350 år siden, at danskerne første gang kunne smage på kaffe. Den blev første gang omtalt i Danmark i 1665, hvor et pund kaffe kostede det samme som en hest.

Duftende tidsrejse

Det bliver meget mere end blot en traditionel særudstilling, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn i en pressemeddelelse.

»Overalt i Den Gamle By vil man kunne fornemme, dufte, smage og høre om kaffe,« siger han.

»Gæsterne vil opleve ”Kaffetid” som en naturlig del af den historiske tidsrejse, når man bevæger sig gennem gaderne og ind og ud af husene. Der er dækket op til kaffe i forskellige hjem, så historien og nuancerne bliver levendegjort, der er kafferundvisninger, foredrag og smagsprøver, og så har vi bl.a. rekonstrueret varmestuens kaffevogn fra starten af 1900-tallet, som stod på havnen i Aarhus.« Kaffevognen havde til formål at få byens havnearbejdere til at drikke mere kaffe og mindre øl og brændevin.

Nye sider af historien

Temaet er baseret på seniorforsker Annette Hoff forskningsarbejde i dansk kaffehistorie.

»Historien om kaffe og om, hvordan vi har drukket kaffe, åbner for nye sider af vores fælles historie, som vi tror mange vil finde særdeles interessant og lidt af en øjenåbner,« mener Thomas Bloch Ravn.