Fortsæt til indhold
Aarhus

Med et ekstraordinært spring kan den mangedobbelte danmarksmester sikre sig en OL-billet

Den 27-årige trespringer fra Aarhus 1900 Janne Nielsen kan trods et vanskeligt forår stadig nå at kvalificere sig til de olympiske lege i Tokyo.

Når det i weekenden går løs i Odense ved DM i atletik, er det alt eller intet for den ambitiøse trespringer Janne Nielsen.

Det er nemlig den 27-årige Aarhus 1900-atlets sidste chance for at kvalificere sig til de olympiske lege i Tokyo.

Hun er den bedste herhjemme i den klassiske disciplin.

Faktisk er hun ottedobbelt dansk mester og har ikke misset et eneste DM-guld siden 2013.

Men denne gang er der mere på spil, når Janne Nielsen lørdag eftermiddag skal i aktion ved dette års danske mesterskaber. For kan Janne Nielsen i det fynske slå OL-kravet på 14,32 meter, kvalificerer sig hun sig dermed også til verdens største sportsbegivenhed – for første gang i karrieren.

Det kan godt være, at jeg må acceptere, at OL måske ikke bliver i denne omgang, men derfor kan jeg jo godt springe langt alligevel i resten af sæsonen.
Janne Nielsen, Aarhus 1900

Det vil kræve noget ekstraordinært, hvis den kommende weekenden skal ende med et spring på over 14,32 meter. Men Janne Nielsen er rede til at give alt, hvad hun har.

»Det handler om at give den fuld gas – og ikke at overtræde! Jeg må bare give fuldstændig slip … Jeg er spændt på, hvad det ender med,« siger Janne Nielsen.

Et spoleret forår

Det var ikke planen, at det hele i 11. time skulle stå og falde med et så krævende spring i den sidste turnering, inden den officielle skæringsdato den 29. juni, hvor den danske OL-delegation ifølge de olympiske regulativer skal være helt på plads.

Men en skade i den ene fod – et riv i svangsenen – endte med at spolere Janne Nielsens forår og spænde ben for hendes forhåbninger om at skrabe tilstrækkeligt med point sammen til at kunne kvalificere sig via verdensranglisten.

»Det skete lidt ud af det blå. Først troede jeg faktisk ikke, at det var så alvorligt. Men en scanning viste hurtigt, at svangsenen havde fået et riv. Foden skulle derfor have ro og måtte ikke belastes. Det var utrolig hårdt, lige da det skete. Men jeg var nødt til at sige til mig selv: ”Hvis jeg følger lægens plan og virkelig lægger kræfter i genoptræningen, så skal det hele nok gå”. Men jeg var godt klar over, at det ville blive vanskeligt at kvalificere mig til OL,« fortæller Janne Nielsen.

»Jeg var tvunget til at tage nogle uger med alternativ træning – derfor mistede jeg alle mine planlagte konkurrencer i løbet af foråret. Derefter gik jeg nærmest fra slet ikke at have hverken løbet eller trænet til direkte at springe ved et par stævner. Det resulterede i en række dårlige spring og en masse overtrådte forsøg, hvilket var enormt frustrerende,« siger hun.

Efter den seneste træningslejr i juni i den spanske by Guadalajara med den sædvanlige træningsgruppe fra Paris endte den aarhusianske trespringer dog med at være langt mere fortrøstningsfuld.

Fysikken var endelig på plads – mens det nu blot var et spørgsmål om tid, før der igen kom styr på teknikken.

Træner med verdens bedste

Fra sin base i Paris har Janne Nielsen de seneste mange måneder knoklet kompromisløst frem mod de olympiske lege.

I jagten på OL-billetten rykkede hun i oktober sidste år stålsat teltpælene op i Aarhus og strøg uden tøven på en one-way ticket direkte til den franske hovedstad. Her sluttede hun sig til den tidligere franske verdensmester Teddy Tamghos respektindgydende gruppe, der bl.a. tæller den amerikanske rekordholder Tori Franklin (der har sprunget 14,84).

Det var Jannes Nielsens triumf ved de franske mesterskabet sidste år med springet på 13,99 meter, der overbeviste den franske verdensrekordholder om, at Janne Nielsen rummede et uforløst potentiale – og derfor blev hun opfordret til at pakke kufferten og rejse sydpå.

Legene i Tokyo har længe været det altoverskyggende mål. Men trods omstændighederne har hun på ingen måde opgivet håbet endnu.

Og opholdet i Paris ville hun bestemt heller ikke have været foruden. For det er netop her, hun for alvor har fået vished om, at hun sagtens en skønne dag vil kunne gøre sig gældende på europæisk topniveau.

»Lige nu træner jeg til daglig sammen med verdens bedste. Med kvinder, der godt nok springer en anelse længere end én selv, men når man så alligevel opdager, at man kan matche dem på fysikken, så giver det en vis ro. Så kan det godt være, jeg må acceptere, at OL måske ikke bliver i denne omgang, men derfor kan jeg godt springe langt alligevel i resten af sæsonen. Det, jeg allerhelst vil, er at se, hvor langt jeg overhovedet kan nå. At springe over 14 meter er én ting, men at springe over 14,5 meter er noget helt andet. Så kan man for alvor blande sig i topstriden ved de europæiske mesterskaber. Jeg håber stadig på, at det er et mål, jeg kan indfri. Først og fremmest handler det om, at jeg skal tilbage på sporet – så er jeg sikker på, at jeg nok skal levere gode resultater,« slutter Janne Nielsen.