Kulturelt topmøde på Maltfabrikken
Maltfabrikken i Ebeltoft danner i den kommende tid ramme om en om en international konference, ”Cultural Impact Now!”.
Den skulle egentlig have fundet sted i 2020, men måtte pga. corona skubbes til i år. Det har haft indflydelse på programmet. Det byder på videndeling, debat og kunst, og efter et år hvor mange har tilbragt deres arbejdsliv online, har arrangørerne valgt at udfordre det klassiske konferenceformat og lægge hovedvægten på undersøgende samtaler og workshops.
»Når corona forandrer verden, må vi svare igen med forandring,« siger Maltfabrikkens direktør, Kristian Krog i en pressemeddelelse.
»Som kulturaktører har vi fået et uventet håndgribeligt udgangspunkt for at tale om hvor stor betydning det har, både for samfundet og for det enkelte menneske, at vi kan mødes om at opleve sammen og skabe sammen.«
Konferencen, som finder sted den 3.-6. juni, inviterer lokale, regionale og internationale gæster til at sætte fokus på, hvordan kulturorganisationer kan samarbejde om at skabe positive samfundsforandringer. Bag den står, foruden Maltfabrikken, European Network of Cultural Centres og Trans Europe Halles, paraplyorganisationer for henholdsvis offentligt drevne og uafhængige kulturhuse i Europa.