Fortsæt til indhold
Aarhus

Aftale om regelmæssige test på Tunø

JP Aarhus

Med virkning fra den 7. maj er der indgået en aftale med Region Midt om, at der testes to gange ugentlig på Tunø, fremgår det af en pressemeddelelse fra Odder Kommune

Der bliver mulighed for test på tirsdage og fredage, og der foretages både pcr- og kviktest.

Ølykkecentret har været behjælpelig med at stille faciliteter til rådighed, således at testningen kan foregå der, fortæller direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Odder Kommune Jette Lorenzen:

»Testningen er et supplement til den testning, som vi forventer, at de rejsende har fået foretaget, inden de sætter kurs mod Tunø. Men hvis opholdet er af længere varighed, er det hensigtsmæssigt, at besøgende kan testes på øen. På den måde har de mulighed for at benytte sig af øens faciliteter som eksempelvis spisestederne«.

Hun lover, at kommunen vil følge behovet for testning nøje og er klar til at udvide i højsæsonen, hvis det bliver nødvendigt.

»Skulle uheldet være ude, at nogen udviser symptomer, så er der indgået aftale med læge og eget sundhedspersonale om at forestå testning på de personer på de dage, hvor der ikke testes,« siger Jette Lorenzen.