Fortsæt til indhold
Aarhus

Ryanair åbner direkte ruter til Korfu i Grækenland og Zadar i Kroatien fra Aarhus Lufthavn

Ruterne dækker et hul i markedet, mener lufthavnens direktør.

JP Aarhus

Østjyderne kan fra sommeren af glæde sig over direkte flyrruter til Korfu og Zadar, når Aarhus Lufthavn, som den eneste jyske lufthavn, får direkte afgange til de to feriedestinationer. De to afgange er med det irske lavprisflyselskab Ryanair.

Hvis coronapandemien tillader det, vil de to nye ruter give de jyske rejsende flere muligheder for at rejse sydpå. Flyvningen til øen Korfu i det vestlige Grækenland starter den 2. juli med to ugentlige morgenafgange mandag og fredag fra Aarhus Lufthavn. Ruten til Zadar i det sydlige Kroatien starter også den 2. juli, med ligeledes to ugentlige afgange mandag og fredag tidligt på aftenen. Ruterne er derfor også oplagt til forlængede weekendture.

»Det er to meget attraktive rejsemål, som jyderne nu får direkte adgang til fra Aarhus Lufthavn. Korfu er en af de mere eksotiske græske øer, der står højt på mange jyders ønskeliste, men det har været lidt besværligt at komme dertil. Zadar tapper direkte ind i den voksende opmærksomhed, som Kroatien har opnået blandt danskerne, så det er godt set af Ryanair at prioritere netop de ruter. Samtidig dækker de nye lavprisruter et hul i markedet, og det er et stærkt signal fra Ryanair om, at de satser på Aarhus Airport fremover,« siger Nicolai Krøyer, som er administrerende direktør i Aarhus Lufthavn.

Ruterne kommer blot en uge efter udmeldingen fra Aarhus Lufthavn om, at man i 2040 vil have over 4 mio. passagerer årligt og dermed være Jyllands største lufthavn. Inden corona havde lufthavnen 500.000 årlige passagerer.

Væksten skal – ud over flere flyruter – ske ved at give rejsende en bedre oplevelse i lufthavnen, bl.a. med hurtig check-in, høj komfort i moderne loungemiljøer, god mad, flere butikker og tilbygning af et hotel oven på den nuværende terminal.

Målet er at blive verdens første lufthavn, der tilbyder VIP-behandling af alle passagerer.