Sådan griber de østjyske kommuner teststrategien an, efter at eleverne er vendt tilbage

Fire ud af syv østjyske kommuner vil i større eller mindre omfang oplære skolepersonale i at pode, så de kan hjælpe til i smitteopsporing.

Artiklens øverste billede
Fire ud af syv adspurgte kommuner i Østjylland vil oplære skolepersonale i podning. Foto: Aleksander Klug

Det har været debatteret, hvorvidt ansatte på folkeskolerne skal hjælpe til med at udføre test i forbindelse med smitteopsporing. En rundringning foretaget af JP Aarhus viser, at fire ud af syv østjyske kommuner vil oplære skolemedarbejdere i større eller mindre omfang.

I sidste uge opfordrede Kommunernes Landsforening til, at man skulle lave nogle modeller for testning, som kan sikre, at lærerne kan gå trygt på arbejde. Den model står kommunerne dog selv for, og det betyder, at flere har undersøgt muligheden for at få lærere og andre ansatte til at foretage test. Danmarks Lærerforening tager dog afstand fra, at lærere skal bruge deres tid på podning i stedet for undervisning.

Sådan forholder de østjyske kommuner sig til at oplære skolepersonale i podning:

Aarhus

I Aarhus Kommune har man ikke oplært skolepersonale. Man har i stedet ansat omkring 100 ledige borgere til at håndtere smitteopsporingen på skolerne. Mange af dem har sundhedsfaglig baggrund. Det fortæller rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom (S).

»Vi ser gerne, at lærerne bruger deres tid på undervisning og på eleverne. Det er det, de er uddannede til. At de hjalp med podning, havde måske været praktisk ud fra et planlægningsperspektiv, men jeg synes ikke, det er praktisk ud fra et børneperspektiv og elevperspektiv. Nogle ville miste deres klasselærer, nogle ville miste deres klassepædagog. Og så slipper vi også for at komme ud i alle mulige situationer med kollegaer, der tester kollegaer. Der er lidt mere rene linjer i den måde, vi gør det på,« siger han

Men det behøver jo ikke være klasselærere, som løser opgaven. Hvad med at benytte vikarer eller deltidsansatte, som ikke behøver at tages ud af undervisningen?

»Det er jo ikke, fordi skolerne har færre opgaver end normalt. Der er faktisk mange ekstra opgaver at se til. Så vi har brug for alle de kræfter på skolerne, som vi kan få.«

Favrskov

I Favrskov har man heller ikke oplært skolepersonale. Man har i stedet gjort brug af en ekstern udbyder, som skal varetage opgaven.

»Det gør vi, fordi vi synes, at vi har brug for at se tiden an, i forhold til om det er en opgave, som kommunerne skal løse længe. Det kan godt være, at vi går en anden vej på sigt, men for nu vil vi ikke forstyrre vores skoler med, at de skal til at forholde sig til, om man skal teste,« siger Anne Gammelby Lybecker, skolechef i Favrskov Kommune.

»Man kan godt sige, at det havde været praktisk, men det læner sig også op ad nogle etiske og moralske grænser, hvis kollegaer skal teste kollegaer.«

Odder

Odder Kommune har rakt hånden ud og tilbudt kommunalt ansatte, at de frivilligt kunne modtage oplæring i at pode. Indtil videre har en lille gruppe offentligt ansatte takket ja. De befinder sig inden for forskellige baggrunde, men der er folk iblandt, som er ansat på skoler. Oplæringen vil foregå på fredag, og testningen kan gå i gang på skolerne i uge 8. Det fortæller chefkonsulent for HR i Odder Kommune Ulla Salling.

»Hvis vi skulle til at ansætte ledige, så skulle vi også skabe nogle job. Og giver det mening at have nogen ansat i 10 timer om ugen i et podejob? Og hvad betyder det i øvrigt for personens dagpenge? Det ville man jo skulle afklare. Men det her, det er jo noget, som skal gå rigtig rigtig stærkt, så derfor har vi valgt at sige, at vi først afsøger, hvad vi kan, med vores egen kapacitet. Vi har en forhåbning, om at det her, det ikke skal stå på i årevis. Skal det det, kommer vi helt sikkert til at lave en anden løsning, hvor vi organiserer det helt anderledes,« siger Ulla Salling.

Norddjurs

Norddjurs Kommune har ud over fire sundhedsmedarbejdere uddannet ni frivillige podere. Der bliver muligvis uddannet flere i løbet af ugen. De er alle tilknyttet skoler, men ikke som lærere. Der er derimod tale om vikarer og teknik- og servicemedarbejdere.

»Målet er et fleksibelt testsystem, som er organiseret tæt på skolerne. Vi arbejder på at få instrukser, arbejdsforhold, testlokaler og logistik mv. på plads, så vi kan starte på nogle af vores skoler sidst i denne uge. Men ellers forventer vi at være i funktion efter vinterferien,« svarer skole- og dagtilbudschef Lene Mehlsen Thomsen i en mail.

Silkeborg

Man har oplært 25 frivillige skolemedarbejdere i Silkeborg Kommune. Det indebærer folk fra forskellige jobgrupper og ansættelsesforhold. Det er dog kun en håndfuld medarbejdere, der i første omgang kommer til at deltage i testningen. Fælles for dem er, at de er vikarer eller deltidsansatte, for hvem testningen vil være et supplement, som ikke kommer til at gå ud over deres daglige arbejde.

»Vi har ikke haft sindssygt meget tid. Så vi har undersøgt bredt, for at se hvad vi kunne gøre. Man tænkte fra myndighedernes side, at det kunne give god mening med decentrale testenheder på skolerne. Og det kan det jo også i et hverdagsperspektiv, hvor man ikke skal tilpasse skoledagene efter testene, men i stedet tilpasse testene til skoledagene. Derfor vurderer vi, at det giver mening at bruge nogen, der kender kulturen og arbejdsgangene på en skole,« siger skolechef Thomas Born Smidt.

Kunne I ikke som andre kommuner satse på at skabe job til folk, som er uden for arbejdsmarkedet?

»Det kan godt være, at vi justerer setuppet, når vi bliver lidt klogere på det og har fundet ud af, hvad der virker bedst. Det er vi i høj grad åbne for. Det er ikke en opgave, vi har været vant til at løse i skoleregi, det her.«

Skanderborg

Skanderborg Kommune har oplært i omegnen af seks skolemedarbejdere, ud over de sundhedsfaglige medarbejdere, som er ansat i en mobil testenhed. Ifølge skolechef Søren Buch er der dog mest af alt tale om en praktisk foranstaltning.

»Vi havde nogle tomme pladser på vores oplæringshold. Derfor spurgte vi ud, om der var nogen, som havde interesse i det. Så kunne vi jo udnytte den mulighed til at bygge så meget kapacitet op som muligt, hvis vi skulle komme i en ekstrem situation,« siger han.

Kan det ikke gå ud over undervisningen, hvis de medarbejdere skal tages ud af undervisningen for at teste?

Det er vi fuldstændig lydhøre over for, og derfor gør vi altid sådan noget her i dialog med medarbejderne. Vi vil ikke komme til at tvinge nogen til noget. Dem, der har meldt sig, har gjort det på fuldstændig frivillig basis, og om de nogensinde bliver bragt i spil, det har vi ikke noget overblik over. Lige nu er der ikke noget skolepersonale, der skal teste kollegaer i Skanderborg Kommune,« siger Søren Buch.

Syddjurs

Pressechef i Syddjurs Kommune Ole Bjarke Nielsen oplyser, at kommunen ikke kommer til at oplære skolemedarbejdere. Det skyldes, at de ikke ønsker at tage nogen ud af den i forvejen pressede undervisning.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.