Fortsæt til indhold
Aarhus

Testkapaciteten mindskes efter fyring af SOS International

Koncerndirektør i Region Midt kalder det dybt beklageligt for borgerne og oplyser, at man arbejder på hurtigst muligt at få kapaciteten op på fuld styrke.

Fyringen af SOS International i forbindelse med lyntest betyder, at testkapaciteten reduceres i en periode. Det skyldes, at SOS International med øjeblikkelig virkning stopper samarbejdet med underleverandøren Medicals Nordic og i stedet kun anvender eget personale.

»Det gør, at vi har en betydeligt reduceret kapacitet, som vi fokuserer ind på de faste teststeder, og vi vil derfor have mindre kapacitet til at køre ud at teste,« siger administrerende direktør i SOS International Niels Krag Printz til Ritzau.

Anders Kjærulff, som er koncerndirektør i Region Midt, kalder sagen beklagelig.

»For borgerne er det her jo en dybt beklagelig situation. Jeg forstår godt, at de kan være bekymrede over situationen. Derfor arbejder vi på at få indfaset Falck hurtigst muligt, så vi kommer op i kapacitet,« siger han.

For borgerne er det her jo en dybt beklagelig situation. Jeg forstår godt, at de kan være bekymrede over situationen.
Anders Kjærulff, koncerndirektør i Region Midt.

Præcis hvor meget testkapaciteten reduceres, kan hverken SOS International eller Region Midt svare på.

Løbende indfasning

Fra næste mandag vil Falck stå for lyntest i Region Midt. De vil blive indfaset i løbet af denne uge, mens SOS International udfases.

Aftalen er, at Falck skal være fuldt indfaset om en uge, men hvordan den glidende overgang præcis skal udformes, skal parterne diskutere på et møde mandag. Anders Kjærulff håber dog, at indfasningen kan ske effektivt.

»Når Falck overtager, skal de selvfølgelig opstille udstyr og oplære personale med mere. Men meget af det har de allerede styr på, da de jo havde udbuddet, inden SOS International overtog det,« siger han.

For ambitiøse

Fyringen af SOS International er sket, efter at flere medier har berettet om sikkerheds- og hygiejneproblemer på SOS Internationals teststeder og beskrevet, hvordan borgeres sundhedsdata blev behandlet over den gratis tjeneste Whatsapp.

Ifølge SOS International er det samarbejdet med underleverandøren Medicals Nordic, som har været skyld i problemerne, hvorfor samarbejdet er stoppet med øjeblikkelig virkning.

»Vi har været for ambitiøse i den her forbindelse. Vi bød ind med en underleverandør, og vi må bare erkende, at det var den forkerte underleverandør. Det er helt klart en fejl fra vores side. Vi har ikke været omhyggelige nok,« siger Niels Krag Printz.

Prisstigning i sigte

Ud over en reduceret testkapacitet kommer skiftet fra SOS International til Falck også til at blive dyr. Da SOS International i januar vandt udbuddet, var det til en pris, som var tre gange lavere, end den Falck på daværende tidspunkt krævede. Til TV2 Østjylland har koncerndirektør i Region Midt Anders Kjærulff da også fastslået, at det var den lave pris, som sikrede SOS International udbuddet.

»Grundlaget var, at vi skulle være sikre på, at de kunne løse opgaven til den rigtige kvalitet og den rette hygiejnestandard, og derefter var det et spørgsmål om, til hvilken pris det firma, der bød ind på opgaven, kunne levere. SOS International bød ind med den laveste pris. Det var tilfredsstillende, indtil det viste sig, at de ikke kunne løse det alligevel. Det er jo brandærgerligt,« siger Anders Kjærulff.

Den pris, SOS International bød ind med, kunne Falck ikke matche. Og når Falck overtager udbuddet fra på mandag, vil det derfor være til en højere pris, end den SOS International hidtil har krævet.

»Det er jo en noget større opgave end bare en podning i næsen. Der skal være et stort kvalitetssetup bagved og en enorm logistik, og det koster penge,« siger ambulancedirektør i Falck Jørgen Mieritz til TV2 Østjylland.