Ny rektor vil tættere på erhvervslivet
Erhvervsakademi Aarhus’ nye rektor, Anne Storm Rasmussen, forventer, at der vil blive udviklet flere nye tekniske og merkantile uddannelser med gode jobmuligheder.
Erhvervsakademi Aarhus skal være to skridt foran fremtidens arbejdsmarked og målrette uddannelser efter, hvad virksomhederne har behov for.
Det mener den 56-årige Anne Storm Rasmussen, der som ny rektor får det overordnede ansvar for 10.000 studerende, 400 ansatte, 28 videregående uddannelser – og Jyllands største udbud af efteruddannelser målrettet det private arbejdsmarked.
Mandag afløser hun Christian Mathiasen, der går af efter 30 år som rektor for akademiet, og Anne Storm Rasmussen har som sit primære mål at understøtte væksten i samfundet ved at levere dimittender med de rette kompetencer til arbejdsmarkedet.
Vi skal hele tiden sikre, at vores uddannelser giver de studerende de faglige kompetencer og personlige karakteregenskaber, som er vigtige for, at de kan bidrage til virksomhederne.Anne Storm Rasmussen, rektor, Erhvervsakademi Aarhus
»Vi skal tage bestik af samfundsomvæltninger og ændringer i det erhvervsliv, vi uddanner til. Vi skal hele tiden sikre, at vores uddannelser giver de studerende de faglige kompetencer og personlige karakteregenskaber, som er vigtige for, at de kan bidrage til virksomhederne,« siger hun.
Ny it-uddannelse
Som eksempel nævner hun en ny professionsbacheloruddannelse i it-arkitektur. Den er udviklet i tæt samarbejde med erhvervslivet og har i denne uge studiestart på Erhvervsakademi Aarhus – som det eneste sted i Danmark.
Anne Storm Rasmussen forventer fortsat udvikling af nye tekniske og merkantile uddannelser, hvor der er gode jobmuligheder – og endnu mere aktivitet på efter- og videreuddannelsesområdet.
»Ikke alle har fået en videregående uddannelse som ung. Andre ønsker at skifte spor senere i livet. Her skal vi være den bedste samarbejdspartner for både den enkelte og for virksomheden, der har brug for kompetenceudvikling,« mener hun.
Uddannelse i bidder
Samtidig ønsker Anne Storm Rasmussen at bidrage til social mobilitet og livslang læring.
»En af de vigtigste kompetencer i det 21. århundrede er evnen til at være i bevægelse og lære nyt. Mange vælger netop Erhvervsakademi Aarhus, fordi man kan tage uddannelse i bidder – man kan komme hurtigt ud i erhvervslivet, men også vende tilbage og bygge oven på,« fortæller hun.
Hun ser frem til en tilbagevenden til en normalitet, hvor den fysiske undervisning kan genoptages.
»Vores undervisere skal være tæt på den enkelte, fokusere på det hele menneske og give feedback både fagligt og personligt. At de studerende arbejder med sig selv og deres personlige udvikling er også med til at understøtte trivslen,« siger hun.
Mor til fire
Anne Storm Rasmussen er uddannet cand.mag. i fransk og virksomhedsøkonomi fra Aarhus Universitet. Inden hun kom til Erhvervsakademi Aarhus som uddannelsesdirektør i 2014, var hun områdechef hos VIA University College. Hun har også flere bestyrelsesposter, bl.a. hos Aarhus Statsgymnasium, Studenterhus Aarhus og en VL-gruppe i Dansk Selskab for Virksomhedsledelse.
Anne Storm Rasmussen bor på Frederiksbjerg i Aarhus sammen med sin mand. Hun har fire voksne børn, som alle er under uddannelse.