Fortsæt til indhold
Aarhus

Intensivafdeling indfører digitale julebesøg

Indlagte patienter på Intensiv Øst og Nord på Aarhus Universitetshospital kan nu få besøg - online.

Da landet lukkede ned i foråret, og besøgene på hospitalet blev aflyst, blev det meget tydeligt for sygeplejerskerne på Intensiv, hvor stor betydning de pårørende har – både for de indlagte patienter men også for plejepersonalet.

Det gav en gruppe sygeplejersker på Intensiv en idé – Det Digitale Intensive Besøg, oplyser AUH i en pressemeddelelse.

Projektet er stadig helt nyt, men denne jul går det i luften. Det betyder at patienterne på Intensiv får mulighed for at være sammen med familien via en tablet.

»Vi kan ikke hjælpe patienterne fysisk hjem og fejre julen med deres kære, men vi kan hjælpe dem digitalt hjem i stuen. Via en tablet kan de sidde med ved julebordet eller en sende en julehilsen til dem, de savner,« fortæller intensivsygeplejerske Irina Egede Nielsen.

Der er også en anden fordel ved det digitale intensiv besøg, fortæller afdelingssygeplejerske Annemette Tovgaard Jepsen.

»Det er et tilbud til de pårørende og skal kunne erstatte et besøg. Her kan vi vise stue og udstyr frem, tale med dem og forklare, hvad der sker med patienten mens de er hos os,« siger hun.

Det digitale besøg foregår i et lukket system, som de pårørende får adgang til via en sms med link for at gøre det så enkelt og sikkert at benytte som muligt. Det er Sundheds-It på AUH, der har hjulpet med at få projektet i luften.

Bliver projektet en succes kan det rulles ud til flere afdelinger på AUH, oplyser hospitalet.