Fortsæt til indhold
Aarhus

Silkeborg Kommune ændrer dagtilbudsregler

JP Aarhus

Der er rift om pladserne i Silkeborg Kommunes dagtilbud. For at udnytte pladserne endnu bedre fremadrettet, har Børne- og Ungeudvalget derfor på et møde den 7. december 2020 godkendt nye retningslinjer for optagelse i dagtilbud.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

De ændrede retningslinjer betyder helt konkret, at forældre fremover ikke får tilbudt en dagtilbudsplads til deres børn i helt så god tid som tidligere. Den forkortede varslingstid giver ifølge kommunen pladsanvisningen mulighed for at udnytte pladserne bedre og dermed reducere antallet af tomme pladser. Ændringen har dog ingen betydning for placering på ventelisten for de børn, der allerede er skrevet op til pasning på nuværende tidspunkt.

Derudover ændrer kommunen nu også i det, der hidtil har været kendt som søskendefordel hos kommunens dagplejere. Hidtil har det været muligt at reservere en plads til en kommende søskende, men det er nu slut. Med de nye retningslinjer er der kun såkaldt søskendefordel, når to søskende samtidig skal gå i den samme dagpleje.