Fortsæt til indhold
Aarhus

Cafeejer om nedlukning: »Vi føler ikke, at vi er arnested for smitte«

Fra onsdag må restaurationslivet ikke længere byde gæster indenfor, og den melding møder både forståelse og ærgelse hos ejeren af Cafe Jorden i Aarhus.

Centralt på Pustervig Torv er cafestole- og borde stillet op og udstyret med grønne tæpper. Her kan gæster endnu nyde en fadøl eller æbleskiver under parasollerne og varmelamperne på Cafe Jorden. Men det er snart ved at være sidste chance, hvis man vil nå det i år.

Restauranter, cafeer barer og andre serveringssteder skal i Aarhus og samtlige andre steder i landet nemlig lukke for gæster fra onsdag d. 9. december. Sådan lød den klare besked fra Mette Frederiksen mandag middag på et pressemøde.

Jeg havde ikke troet, vi skulle lukke ned. Jeg havde troet, man ville tage fat i de unge og sende dem hjem fra skolerne på mandag, og så lave nogle andre restriktioner. Nu må du ikke misforstå mig, men vi føler egentlig ikke, at vi er arnested for smittespredning.
Carsten Kappelborg, ejer af Café Jorden

Inde på Cafe Jorden havde ejer Carsten Kappelborg sammen med sin søn Christian Kappelborg sat sig til rette for at følge med i myndighedernes udmeldinger.

»Jeg havde ikke troet, vi skulle lukke ned. Jeg havde troet, man ville tage fat i de unge og sende dem hjem fra skolerne på mandag, og så lave nogle andre restriktioner. Nu må du ikke misforstå mig, men vi føler egentlig ikke, at vi er arnested for smittespredning. Men jeg må hvile på det, myndighederne siger, og det gør jeg. Vi bakker 100 pct. op om det,« lyder reaktionen fra cafeejeren efter dommen fra myndighederne.

Blandt udmeldingerne er også hjemsendelse af elever på tidlig »juleferie«, lukning af fritids- og kulturliv og hjemsendelse af offentlige ansatte.

Ingen takeaway

I sommer blev de årligt tilbagevendende festugearrangementer på Pustervig sløjfet af hensyn til risiko for smittespredning. Festugen er normalt en stor trækplaster for gæster til bl.a. byens caféliv, og er det også for Cafe Jorden. Men sådan blev det ikke i 2020.

I midten af september blev restaurationer og barer så påbudt at fjerne borde og stole og holde lukket fra kl. 22.

I 35 år har Carsten Kappelborg drevet cafeen. Selvom nedlukningen »lige skal synke ind«, forventer ejeren, at de nok skal komme gennem det endnu en gang.

»Vi er så heldige, at vi har et solidt fundament at stå på. Vi har altid forsøgt at ruste os, så vi kunne modstå, hvis der kom noget uventet. Der er nogle, der bliver endnu hårdere ramt end os, f.eks. dem der alene har lagt op til at lave hele deres omsætning på julefrokoster. Der er rigtig mange nyetablerede kollegaer, der kommer til at mærke konsekvenserne af det her. Det er næsten ikke til at tænke på,« siger Carsten Kappelborg.

Cafeen summer af stemning fra spisende gæster, der spiser frokost til lyden af julemusik. Trods nedlukningen kan restauranter få lov til at tilbyde gæsterne takeaway, men det er ikke noget, Carsten Kappelborg kommer til at gøre brug af.

Efter pressemødet skulle han og sønnen Christian i gang med at skrive skilte til vinduerne med informationen om nedlukningen samt et ønske om glædelig jul, og på gensyn i 2021.