Fortsæt til indhold
Aarhus

»Eddies død er blevet vores livsvilkår, og derfor har vi brug for ro til at finde fodfæste«

Den nye lov om ret til sorgorlov, hvis man mister et barn under 18 år, træder i kraft den 1. januar 2021. Men det hjælper ikke forældrene til seksårige Eddie Dall Ravndrup, som døde pludseligt i august. Bianca og Mikkel Dall Ravndrup har været til den første sygefraværssamtale på deres arbejdspladser og mærker et stigende pres fra jobcenteret. Deres familie har startet en indsamling.

Det er en ubærlig fortælling.

Den 13. august var seksårige Eddie Dall Ravndrup i gang med sin fjerde skoledag i 0. klasse på Viby Skole. Børnene havde idræt og var blevet sat i gang med at løbe. Efter fjerde omgang i gymnastiksalen satte Eddie Dall Ravndrup sig ned. Han havde fået det dårligt.

»Lærerne har fortalt os, at Eddie begyndte at beklage sig over, at det var hårdt. Hurtigt fandt lærerne ud af, at der var noget galt, og de kunne se, at han trak heftigt efter vejret. De fik ham båret ind på lærerværelset og ringede 112 og efter os. Lige da jeg kom ind på lærerværelset, var Eddie pludselig blevet livløs. Ambulancefolkene var i gang med førstehjælp. De fik ham stabiliseret, og det reddede i første omgang hans liv,« fortæller Eddies mor, Bianca Dall Ravndrup.

Vi ved godt, at sorgen aldrig forsvinder, når man mister et barn. Men det føles stadig som et mareridt, som vi bare venter på at vågne op fra hver dag.
Mikkel Dall Ravndrup

Bianca og Mikkel Dall Ravndrup, Aarhus, der også er forældre til en datter på fire år og en søn på nu fem måneder, så først deres ældste søn igen, da de nåede til akutmodtagelsen på Aarhus Universitetshospital (AUH), hvor ambulancefolkene havde overleveret Eddie til læger og sygeplejersker.

»Da vi fik opkaldet fra skolen om, at Eddie var dårlig, troede vi, at vi skulle ned på skolen efter en dreng, som var lidt dehydreret. Pludselig stod vi med en dreng, som var lagt i kunstig koma,« fortæller Mikkel Dall Ravndrup, som også nåede frem til Viby Skole, inden Eddie blev kørt til AUH.

Eddie Dall Ravndrup nåede at gå i skole i fire dage. Billedet her er taget på hans første skoledag. Privatfoto

Eddie Dall Ravndrup havde ingen forudgående sygdom eller symptomer på hjerteproblemer. Ifølge forældrene viste skanninger, at deres søns hjerte og hjerne ikke havde taget skade af det første hjertestop. Den lille drengs krop blev kølet ned for at give hjernen mulighed for at komme sig efter minutterne uden ilt.

På tredjedagen, søndag den 16. august, blev Eddie Dall Ravndrup efter lægernes anbefaling vækket fra den kunstige koma.

»Ingen lovede os noget, men alle sagde til os, at han nok skulle klare det. Eddie vågnede også op næsten med det samme. Han var forvirret, men han kunne kende os. Han prøvede at snakke, men det kunne han ikke på grund af respiratoren i halsen. Livstegnene var gode, og alle var vildt glade. Efter en halv time dykkede alle tal på maskinerne ud af det blå. Eddies hjerte var igen holdt op med at pumpe, som det skulle. Det pumpede pludselig meget langsomt, og selv om personalet gjorde alt, hvad det kunne, så kom hjertet ikke i gang igen. Eddie blev derefter erklæret klinisk hjernedød, fordi hans hjerte ikke havde sendt ilt nok rundt i hans krop,« fortæller Bianca Dall Ravndrup.

Familien samledes om mandagen for at tage afsked med Eddie med godnatsange, levende lys, kys og kærtegn på kinden af lillesøster. En hospitalspræst stod for en lille ceremoni ved respiratoren, som derefter blev frakoblet. Få minutter senere var Eddie død.

»Dagene på hospitalet var et mareridt at komme igennem. Det var svært at forene vores kærlige, energiske dreng med ham, der lå der helt hjælpeløs på hospitalet. Samtidig havde vi vores to andre børn, som også krævede os. Vi var pressede, og det er vi stadig,« siger Bianca Dall Ravndrup.

Den altoverskyggende sorg

JP Aarhus har haft kontakt med Bianca og Mikkel Dall Ravndrup siden midten af september. Dengang var parret præget af chok, afmagt og frustration over Eddies alt for tidlige død, over uretfærdigheden, over problemer med at få adgang til en krisepsykolog og et administrativt it-system, som fire dage efter Eddies død sendte besked til forældrenes e-boks om, at børnepengene til Eddie var ophørt.

Parrets hverdag er stadig præget af chok og afmagt og frustration. Frustrationen går nu især på dilemmaet med at være i en altoverskyggende sorg og samtidig ikke føle, at der bliver givet tid til at bearbejde sorgen og være til stede for deres to yngste børn.

Fra nytår ændres lovgivningen, så forældre, der har mistet et barn i alderen 0-18 år, har ret til seks måneders sorgorlov.

En ny lov om ret til sorgorlov, hvis man mister et barn under 18 år, træder i kraft den 1. januar 2021. Men det hjælper ikke Mikkel Dall Ravndrup, som mistede sin seksårige søn Eddie i august.

Bianca og Mikkel Dall Ravndrup havde talt sammen om vigtigheden af den nye lov, der blev til efter et borgerforslag, som også tog udgangspunkt i et konkret barnedødsfald. Men dengang i juni, hvor et enigt Folketing besluttede at ændre reglerne, havde ingen af dem en forestilling om, at loven kunne få betydning for dem selv.

Det gør den sådan set heller ikke. For fordi Bianca og Mikkel Dall Ravndrup mistede deres ældste søn i august, gælder de nye regler ikke for dem.

»Vi troede i første omgang, at loven også omfattede os. Men det gør den ikke, og vi er begyndt at mærke presset fra jobcenteret. Ingen af os er klar til at komme på arbejde endnu. Vores liv er sprængt i stumper og stykker, og det vil for altid være forandret. Vi har brug for tid til at få sorgen til at finde et leje, hvor vi kan leve med den,« siger Mikkel Dall Ravndrup, der ligesom sin hustru er registreret som sygemeldt fra sit job som pædagog.

Familien samler ind

»Sorgen er overvældende. Eddies død er blevet vores livsvilkår, og vi har brug for ro til at finde fodfæste til at komme videre som familie,« siger Mikkel Dall Ravndrup og konstaterer, at parret derfor slet ikke er et sted, hvor nogen af dem kan se sig selv tilbage i job endnu.

Uden om Bianca og Mikkel Dall Ravndrup har deres familie iværksat en offentlig indsamling, som familien håber vil kunne sikre parret økonomisk frihed til at komme bedst muligt gennem den akutte del af livskrisen. Familiens initiativ er parret taknemmelig for.

»Vi må erkende, at vi har brug for mere tid og ro til at bearbejde sorgen. Vi ved godt, at sorgen aldrig forsvinder, når man mister et barn. Men det føles stadig som et mareridt, som vi bare venter på at vågne op fra hver dag. Der er blevet så stille herhjemme,« siger Mikkel Dall Ravndrup.

Eddie Dall Ravndrup er blevet obduceret, men lægerne har ikke fundet nogen årsag til, hvorfor hans hjerte pludselig holdt op med at slå.