Aarhus-borgmester er alarmeret over unge coronasmittede: Brug hovedet og få talt sammen
Aarhus Kommune, Region Midtjylland og Østjyllands Politi holdt lørdag et pressemøde om coronasituationen i Aarhus, efter at smittetallene er steget eksplosivt.
Materiale, som unge og deres familier kan bruge til baggrund for en snak om at undgå coronasmitte. Øget tempo på ungekriseledelsen.
Sådan lyder Aarhus Kommunes reaktion på, at antallet af coronasmittede torsdag og fredag satte rekord. Det fortalte Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) på et pressemøde lørdag formiddag på Aarhus Rådhus, hvor han konstaterede, at fredagens 157 nye smittede fordelte sig med henholdvis 62 i aldersgruppen 11-20 år og 44 blandt de 21-30-årige.
Det er alarmerende – også i en grad, så vi er nødt til at indskærpe over for alle de unge mennesker i Aarhus.Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus
»Det er alarmerende – også i en grad, så vi er nødt til at indskærpe over for alle de unge mennesker i Aarhus, at det er der, den største smitte er,« sagde borgmesteren, som tilføjede, at kommunen derfor vil sætte ind, hvor det er muligt, typisk i folkeskolernes ældste klasser. Her sendte han en opfordring til de aarhusianske familier og unge:
»Få talt om, hvordan vi er sammen, og hvordan vi fortsat kan leve et liv, mens vi overholder restriktionerne. Og en opfordring til, at man passer på, får brugt hovedet og levet op til de anbefalinger, der er.«
Jacob Bundsgaard oplyste, at kommunen i løbet af ugen vil udarbejde samtalemateriale til skolerne og familierne. Lige som en særlig ungekriseledelse, som blev etableret for lille en måneds tid siden, da det viste sig, at unge fylder i de aarhusianske smittestatistikker, kommer til at øge tempoet og bl.a. vil lancere fortællinger om berørte af coronavirus.
Flere kan få tid til test
I begyndelsen af august, da der var 34 smittede på et døgn, blev ungdomsuddannelserne i Aarhus lukket ned. Adspurgt om, hvorfor Aarhus’ svar på de 157 nye smittede nu er samtalemateriale i stedet for at lukke ungdomsuddannelserne, og om lukningen dengang var en fejl, svarede borgmesteren:
»Nej, jeg tror, vi løbende bliver klogere på, hvordan vi håndterer det her. Ved nedlukningen af ungdomsuddannelserne i august var det de nationale sundhedsmyndigheder, der traf den beslutning, og det var, fordi der var et stort lokalt udbrud i Aarhus. Nu er det samfundssmitte i hele landet i anden bølge,« sagde Jacob Bundsgaard og tilføjede:
»Min vurdering og sundhedsmyndighedernes vurdering er, at det er den her vej, vi skal gå, og det lægger vi os op ad. Men der er jo en risiko for, at man bliver nødt til at lukke ned, hvis ikke vi får styr på det her.«
På pressemødet deltog også Anders Kühnau (S), formand for Region Midtjylland, Kirsten Dyrman, politidirektør ved Østjyllands Politi og Lars Østergaard, ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital – alle stod i behørig afstand ved rundborde i rådhushallen.
Anders Kühnau oplyste, at der var 26 indlagte – heraf fem på intensiv afdeling – på hospitalerne i regionen.
»Det er jo et ikke alarmerende højt tal i sig selv, men det er et tal, der kan komme til at stige i takt med flere smittede,« sagde han og tilføjede, at regionen coronatester omkring 10.000 om dagen og er ved at opjustere, så flere med tidsbestilling kan testes.
Desuden fortalte Anders Kühnau, at de mobile testenheder i næste uge rykker ud til ungdomsuddannelser i Aarhus.
Lars Østergaard dykkede ned i, hvordan de unge selv ser på situationen, mens Kirsten Dyrman forklarede, at politiet står klar til at håndhæve, at højst 10 personer forsamles, når restaurationerne lukker kl. 22.
»Forsamlingsforbudet gælder ikke kun planlagte arrangementer, men også spontant opståede grupperinger, og dem vil vi skride ind overfor,« fortalte politidirektøren, der også understregede, at politiet vil gribe ind, hvis forbudet mod køb af alkohol bliver brudt.
Fald i smittede
På pressemødet fortalte Jacob Bundsgaard, at det lørdag så ud til, at der var sket et fald siden fredagens og torsdagens henholdsvis 157 og 103 nye smittede. Han nævnte ikke det konkrete tal, da det endnu ikke var bekræftet.
Senere lørdag eftermiddag viste de officielle smittetal, som Borgmesterens Afdeling havde fået fra Statens Serum Institut, at der det seneste døgn var 68 nye smittetilfæld.
Ifølge opgørelsen er 42 af de 68 nye smittede mellem 20 og 30 år: 20 er 11-20 år, og 22 er 21-30 år.
Trods faldet betonede Jacob Bundsgaard, at Aarhus står i en alvorlig situation.
»Hvis vi skal blive en såkaldt grøn kommune i Aarhus, skal vi ned på et dagligt smittetal, der er under 10, og det betyder, at vi er meget, meget langt derfra, og at det fortsat går den forkerte vej. Coronavirus har med andre ord for alvor ramt os i anden bølge,« understregede han.
Lørdag og søndag er det muligt at troppe op uden tidsbestilling for at blive testet ved to mobile testenheder i Søauditoriet på Bartholins Allé, Aarhus Universitetet og på HHX på Viemosevej mellem kl. 9 og 16. Desuden har testcenteret på p-pladsen ved Vejlby-Risskov Hallen åbent dagligt.