Aarhus-borgmester: Elever kan blive sendt hjem, hvis ikke smitten falder
Smitten i Aarhus Kommune har de seneste dage udviklet sig voldsomt. Lørdag havde de lokale myndigheder derfor indkaldt til pressemøde.
Hvis ikke andelen af unge coronasmittede falder i Aarhus Kommune, kan det ikke udelukkes, at skoleelever skal sendes hjem.
Sådan lød besked fra Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), der lørdag formiddag holdt pressemøde om coronasituationen i kommunen. Her deltog desuden Anders Kühnau (S), formand for Region Midtjylland, Kirsten Dyrman, politidirektør ved Østjyllands Politi og Lars Østergaard, ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital.
Advarslen kom som konsekvens af, at kommunen de seneste dage har udviklet sig til være et af landets hårdest ramte corona-hotspots. Således var der fredag 157 smittede på et døgn i kommunen og her udgør unge under 30 år ifølge Lars Østergaard lige nu 70 pct af de nysmittede.
Og netop derfor bør forældre til børn og unge i Aarhus tage en alvorssnak med deres børn om i højere grad at overholde coronarestriktionerne og dermed undgå yderligere smittespredning. Ifølge borgmesteren vil der nu blive igangsat en informationsindsats målrettet kommunens børn og unge for at komme smitten til livs.
De høje smittetal blandt aldersgruppen fik fredag stadsdirektør i Aarhus Kommune, Niels Højberg til at opfordre alle unge mellem 15 og 24 år til at lade sig teste.
Derfor vil der ifølge regionrådsformand Anders Kühnau desuden fra mandag blive opstillet to mobile testenheder ved både Aarhus Universitet samt ved HHX i Viby.
På pressemødet blev det desuden oplyst, at smittetallet for lørdag er faldende - i følge Niels Højbjerg viser de foreløbige tal, at smittetallet lørdag ligger på 68 nye smittede. Incidenstallet - altså smittede per 100.000 borgere - lød fredag på 157 i kommunen.