Fortsæt til indhold
Aarhus

Aktivitetscenter er bindeled mellem kommune og udviklingshæmmede

ufno

Aktivitetscenter Elbæktoften i Hadsten er så at sige blevet bindeled mellem en række udviklingshæmmede og Favrskov Kommune.

Aktivitetscenter Elbæktoften, der tilbyder aktivitet, samvær og beskyttet beskæftigelse til borgere med fysisk og psykiske funktionsnedsættelser, har nemlig taget en ny og meget aktuel opgave ind i Montagen:

Her ompakker medarbejderne, der er mennesker med udviklingshæmning, mundbind i 10-styks pakninger, som Favrskov Kommune udleverer til blandt andet skolebørn og socialt udsatte.

»Der gik ikke længe fra indførsel af krav om mundbind i busser og tog, før vi på Aktivitetscenter Elbæktoften blev spurgt, om det kunne være en opgave for os at pakke mundbind i 10-styks pakninger. Det var spændende med en helt anden type opgave, og vi aftalte en prøvepakning. Mandag formiddag kom de første kasser, og inden onsdag middag havde vi pakket de første 5.000 stk. For os er det altid vigtigt, at vi tager meningsfulde arbejdsopgaver ind. Og det er lykkedes i høj grad med denne opgave,« fortæller afdelingsleder Ove Højer i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.