21-årig kvinde fra Aarhus er stadig sporløst forsvundet - flere hundrede frivillige leder efter hende
Missing People har samlet et stort antal frivillige for at lede efter den forsvundne kvinde.
Organisationen Missing People har fredag eftermiddag nået grænsen for, hvor mange frivillige der kan deltage i eftersøgningen efter den 21-årige kvinde, som har været forsvundet i over to døgn.
På Twitter skriver organisationen, at man nu lukker for tilgangen af frivillige.
»Opbakningen er simpelthen så fantastisk. Vi ønsker at overholde myndighedernes krav om forsamlingsantal,« lyder det fra Missing People, som fredagen igennem har sendt frivillige systematisk ud for at lede i mindre hold.
De omkring 200 frivillige har bl.a. ledt i området omkring Marselisborg Lystbådehavn og op langs kysten. Sidst på eftermiddagen fredag er der dog ifølge Østjyllands Politi ikke sket et gennembrud i sagen.
Politiet opfordrer derfor stadig folk til at henvende sig, hvis de mener at have set den 21-årige kvinde eller kan have oplysninger, der kan hjælpe politiet. Det kunne eksempelvis være, hvis man har set kvindens tøj - et par bordeaux træningsbukser, en lys T-shirt, lysebrun fløjlsjakke eller hvide Adidas-tennissko - ligge i området.
Kvinden har været forsvundet, siden hun onsdag klokken 10.30 forlod hjemmet i Aarhus-bydelen Kongsvang.
»Hun kan være nedtrykt, og familien er meget bekymrede for hende,« lød det fra politiet i den første efterlysning torsdag.
Den 21-årige gik fra sit hjem i Kongsvang onsdag formiddag og skulle være mødt på arbejde kl. 11.00 i Aarhus C. Hun mødte dog aldrig op, og ingen har set hende siden.
Missing People oplyser fredag, at man vil sætte 1.000 plakater op med en efterlysning af kvinden og besked om, at man skal kontakte politiet på 114 eller Missing People, hvis man har oplysninger i sagen.
Den 21-årige beskrives som 177 centimeter høj og slank af bygning med halvlangt, lyst hår. Ifølge Østjyllands Politi er der fortsat intet, der tyder på, at kvinden skulle være udsat for en forbrydelse.