Politiet om forsvunden kvinde: Tjek din videoovervågning
Der søges stadig efter den 21-årige kvinde i Aarhus-forstaden Viby.
Østjyllands Politi leder fortsat intenst efter 21-årige kvinde, som forsvandt onsdag formiddag efter at have gået fra sit hjem i Kongsvang i Aarhus-forstaden Viby.
Østjyllands Politi får hjælp fra hjemmeværnet i eftersøgningen, og man vil fredag gå fra dør til dør i Viby-området for at snakke med beboere og for at lede i private haver.
Derudover opfordrer Østjyllands Politi borgere i Kongsvang og Marselisborgkvarteret til at tjekke deres videoovervågning igennem.
»Hvis du har videoovervågning og bor omkring Kongsvang eller Marselisborgkvarteret, så kig videoen igennem for de sidste to dage. Det kan være, at hun er gået forbi din villa, eller har været inde i din have,« siger politikommissær Allan Nielsen via en pressemeddelelse.
Her oplyser Østjyllands Politi, at man indtil videre har ledt forgæves til lands, til vands og fra luften efter kvinden. Torsdag var den frivillige organisation Missing People til stede med flere end 100 personer i området for at lede, og man fortsætter fredag samarbejdet med politiet, der koordinerer eftersøgningen.
Kvinden gik fra sit hjem i Kongsvang onsdag kl. 10.30 og skulle være mødt på arbejde i Aarhus C kl. 11.00. Hun mødte dog aldrig op, og politiet oplyser, at hun kan være nedtrykt, og familien er meget bekymrede for hende.
Kvindens mor fortæller, at den store indsats for at finde datteren har gjort indtryk på hendes forældre.
»Vi er uendeligt taknemlige for, at så mange leder efter hende. Vi er meget bekymrede for hende, og jo flere øjne, der leder, desto større er chancen for, at vi finder hende,« siger kvindens mor til TV2 Østjylland.
Politikommissær Allan Nielsen oplyser, at der er kommet rigtig mange tip fra borgerne, men indtil videre har man ikke fået nogle oplysninger, der kan give en nærmere pejling på, hvor man skal lede efter den 21-årige kvinde.
»Hun har p.t. ikke efterladt sig nogle elektroniske spor, så vi har ikke kunnet spore hende den vej igennem. Så vi søger bredt og bruger alle de muligheder vi har. Vi gør alt, hvad vi kan for at finde hende,« siger Allan Nielsen.
Ifølge Østjyllands Politi er der fortsat intet, der tyder på, at kvinden skulle være udsat for en forbrydelse.