Ingen V-byrådsmedlemmer bejler til posten som ny leder
Venstre i Aarhus vil have udskiftet Bünyamin Simsek som politisk leder. Afløseren kommer ikke fra byrådsgruppen, viser en rundringning.
Ingen af de øvrige fem byrådsmedlemmer i Venstres byrådsgruppe har tænkt sig at afløse Bünyamin Simsek som partiets politiske leder i Aarhus. Heller ikke tidligere V-leder Laura Hay Uggla er i spil.
Det viser en rundringning, JP Aarhus har foretaget.
Som tidligere beskrevet har Venstre i Aarhus vraget rådmand Bünyamin Simsek som politisk leder og vil have fundet en ny spidskandidat til næste års kommunalvalg. Det kommer til at ske på et opstillingsmøde i efteråret. Inden den 10. september i år skal nye byrådskandidater melde deres kandidatur.
Det er ikke aktuelt for mit vedkommende.Heidi Bank, byråds- og folketingsmedlem for Venstre
Venstres gruppeformand og tidligere politiske leder, 57-årige Gert Bjerregaard, er klar til at tage en tørn mere i byrådet, hvor han har siddet siden 2002, men siger, at han ikke vil bejle til posten som spidskandidat.
»Det vil jeg ikke. Jeg har været spidskandidat for Venstre, og jeg befinder mig rigtigt godt som gruppeformand og har også en række andre tillidsposter. Jeg er selvstændig entreprenør inden for boliger, og det passer rigtigt godt sammen med at være politiker på deltid.«
Hans Skou, politisk ordfører, stillede sammen med daværende V-byrådsmedlem Henrik Vestergaard i 2013 op til kampvalg mod Bünyamin Simsek, der altså endte med at blive Venstres politiske leder. Hans Skou har ikke tænkt sig endnu engang at gå efter at blive V-spids.
»Jeg har den tilgang til det, at vi har en kommune, der er blandt de alleryngste målt på cpr-numre, så kan man kigge ind i, at jeg har rundet de 60 år. Jeg har en god kombination i at være en del af byrådsgruppen og så i det civile at være en del af Nordea-gruppen,« siger Hans Skou, der gerne vil være byrådskandidat til næste års valg.
Vi har en kommune, der er blandt de alleryngste målt på cpr-numre, så kan man kigge ind i, at jeg har rundet de 60 år.Hans Skou, politisk ordfører for Venstre i Aarhus Byråd
Lene Horsbøl har også planer om at genopstille, men tager det forbehold, at der er længe til.
Hun afviser at bringe sig selv i spil som spidskandidat.
»Jeg er ikke i en situation privat, hvor det vil give mening for vores familie p.t. Samtidig er jeg 31 år, har et spændende civilt arbejde, og det vil jeg også gerne have mulighed for at dyrke,« siger Lene Horsbøl, der arbejder hos Organisationen Ligeværd med at skabe bedre uddannelses-, beskæftigelses-, bolig- og sociale vilkår for mennesker med særlige behov.
Heller ikke 48-årige Heidi Bank kandiderer til at afløse Simsek.
»Det er ikke aktuelt for mit vedkommende,« siger hun og uddyber:
»Jeg sidder i Folketinget – det er derfor.«
Heidi Bank har endnu ikke afgjort, om hun vil genopstille til byrådet.
Det har den 46-årige Almaz Mengesha, der »slet ikke er færdig« efter én periode i byrådet. Derimod vil hun ikke være spidskandidat.
»Jeg har kigget på mig selv og er glad for de folk i baglandet, der har spurgt mig, om jeg ikke er den rigtige. Men jeg er nået frem til, at på nuværende tidspunkt er jeg ikke den rigtige til at hente stemmerne hjem,« siger Almaz Mengesha, der blev valgt ind for Liberal Alliance, men i sommeren 2019 blev løsgænger for i november at tilslutte sig Venstres byrådsgruppe.
Hun tilføjer:
»Jeg kan være den rigtige på nogle områder, men jeg har kun været i byen i fire år. Jeg skylder partiet et langt bedre fundament og større kendskab til byen. Det er jeg i gang med at få, men i skrivende stund vil andre end mig være bedre i stand til at løfte Venstre.«
Den tidligere leder af Venstre i Aarhus Laura Hay Uggla ses af og til i Venstre-lejren på rådhuset ved politiske begivenheder, men selv om interessen for politik stadig er til stede, afviser hun et comeback til såvel en post som politisk leder som byrådsmedlem.
»Jeg stiller ikke op til noget lige nu. Lige nu er jeg i gang med en række andre projekter. Jeg vil ikke afvise, at jeg nogensinde kunne finde på det igen,« siger Laura Hay Uggla, der var politisk leder fra november 2009 til februar 2013.