Nu kan du snart betale med mønter i busserne
Fra den 6. august tager chaufførerne i busserne igen imod kontanter, oplyser Midttrafik, som stiller en række værnemidler til rådighed.
Umiddelbart efter at landet lukkede ned i midten af marts for at undgå udbredelsen af covid-19, bremsede Midttrafik muligheden for at betale med kontanter i busserne for at beskytte sine chauffører. Men på baggrund af en rundringning til de syv største busselskaber samt rådgivning om værnemidler hos Præhospitalet under Region Midtjylland har Midttrafik valgt at lade chaufførerne håndtere kontanter igen fra den 6. august. Det oplyser trafikselskabet i en pressemeddelelse.
»Det er Midttrafiks opfattelse, at langt de fleste chauffører er trygge ved en genåbning af det betjente salg. Vi ønsker dog fortsat at passe godt på chaufførerne. Derfor tilbyder vi alle busselskaber en startpakke med værnemidler, som de kan bruge i de tilfælde, hvor kunden ønsker at betale med kontanter,« siger Claus Wistoft, bestyrelsesformand for Midttrafik i pressemeddelelsen.
Han konstaterer, at langt de fleste af kunderne benytter sig af Midttrafiks app, webshop eller rejsekort, når de skal købe billet. Ligesom mange har skiftet kontantkøb ud med enkeltbilletter i Midttrafiks app i coronakrisen.
»Vi har dog fortsat en lille gruppe af kunder, der foretrækker at betale med kontanter, og det får de mulighed for fra den 6. august,« udtaler han.
I bybusserne i Aarhus har passagerne under coronakrisen kunnet bruge kontanter til at købe billetter via en automat, men får nu atter mulighed for at veksle kontanter hos chaufførerne, oplyser Midttrafik.
Sikre trygge forhold
Det betjente salg blev lukket ned på opfordring af transportministeren for at beskytte chaufførerne for smittefare ved coronavirus. I takt med at smittetryk og antal smittede er faldet, har transportministeren bedt trafikselskaberne om at gå i dialog med busselskaberne for at sikre trygge forhold for chaufførerne, så det igen bliver muligt at købe en billet i bussen, fremgår det af pressemeddelelsen.
Midttrafik har indkøbt en startpakke til busselskaberne for at sikre, at chauffører har værnemidler til rådighed, når det betjente salg bliver genoptaget. Startpakken består af visir, mundbind, handsker og håndsprit. Startpakken skal sikre, at alle chauffører har værnemidler til rådighed, når det betjente salg starter op.
Trafikselskabet understreger, at kundernes adfærd fortsat er vigtig, og opfordrer kunderne til at holde afstand, bruge håndsprit og undgå direkte ansigtskontakt med chaufføren ved køb af billetter i bussen. En gulvstreamer ved chaufførlågen skal guide kunderne til at placere sig, så de kigger i køreretningen frem for på chaufføren. Den samme anbefaling får kunder, der deler sæderække.
Forsøg på vej
Selv om det betjente salg vender tilbage, henviser Midttrafik fortsat til at købe billet via app, webshop eller bruge rejsekort for at begrænse kontakten mellem chauffør og kunde.
Midttrafik har undersøgt muligheden for en fysisk afskærmning af chaufførens plads, f.eks. i form af plexiglas, som der er opsat i butikker. Det har ifølge trafikselskabet vist sig meget vanskeligt at få godkendt i synshaller, ligesom det ikke er givet, at politiet vil godkende, at løsningen overholder færdselsloven. Derfor vil Midttrafik ikke investere i afskærmning til cirka 900 busser.
Traffikselskabet planlægger til efteråret et pilotforsøg med betaling med betalingskort på rute 100. Da betalingskort er en udbredt betalingsform i Danmark, også blandt ældre, skal forsøget afdække, om det er muligt at flytte kunder, der ønsker at betale med kontanter, over til betaling med betalingskort.