SF og De Radikale fastholder plan om letbane til Aarhus Ø

Trods en kritisk letbaneanalyse støtter SF og De Radikale fortsat Socialdemokratiet i, at målet skal være letbane til Aarhus Ø. De Konservative er uafklarede, mens Venstre vil have planen sat i bero.

Artiklens øverste billede
Aarhus Letbane betjener i dag en strækning på samlet 110 km. Planen er at udvide banen med en række nye ruter. Arkivfoto: Stine Rasmussen

Idéen om letbane til Aarhus Ø har stadig et flertal i byrådet.

Det er i hvert fald indtrykket hos partierne SF og De Radikale, der ligesom S begge fastholder letbaneplanen.

»Vi skal i dybden med de problemstillinger, der er rejst, herunder trafikken ved Nørreport, men vores udgangspunkt er fortsat, at der skal etableres letbane til Aarhus Ø. Det har vi lovet beboerne, og letbanen skal være rygraden i den kollektive trafik fremadrettet i Aarhus,« siger Jan Ravn Christensen, gruppeformand for SF, med tilføjelsen:

»Hvis det viser sig at være vanvittigt dyrt, skal vi selvfølgelig genoverveje idéen om letbane til Aarhus Ø, men vores udgangspunkt er fortsat letbanen, og vi skal gå langt for at få det til at lykkes.«

Inden man konkluderer skråsikkert på Midttrafiks analyse, vil jeg meget gerne have en gennemgang af den og de forudsætninger, den er lavet ud fra.

Klaus Bach Trads, De Radikales formand i Aarhus

Som omtalt i JP Aarhus påpeger en ny analyse især tre problemer ved at etablere letbane til Aarhus Ø.

Projektet vil blive dyrere end de forventede ca. 70-100 mio. kr., trafikken i Nørreportkrydset risikerer at bryde sammen i myldretiden, og Midttrafik vurderer, at en buslinje til Aarhus Ø vil tiltrække flere passagerer end en letbane, idet bussen kan køre gennem city via busgaden.

Delte meninger

Venstres tekniske rådmand, Bünyamin Simsek, mener på den baggrund, at man skal sætte letbaneplanen i bero og i stedet overveje en løsning med BRT-busser. Teknisk ordfører for Socialdemokratiet Ango Winther mener derimod – som SF – at letbane til Aarhus Ø fortsat skal være målet, og det skal bl.a. lykkes ved at fjerne mere biltrafik fra Nørreportkrydset.

Blandt nogle af de øvrige byrådspartier er der også delte meninger:

De Radikales formand i Aarhus, Klaus Bach Trads, fastholder, at partiets udgangspunkt er letbane til Aarhus Ø.

»Inden man konkluderer skråsikkert på Midttrafiks analyse, vil jeg meget gerne have en gennemgang af den og de forudsætninger, den er lavet ud fra, herunder hvilke letbanemuligheder som ikke er analyseret. Men hvis en letbane er umulig, må man selvfølgelig åbne forliget,« siger han.

Den konservative Mette Skautrup har ikke valgt side:

»Jeg er meget bekymret for Nørreportkrydset og konsekvenserne for hele infrastrukturen omkring havnen. Snakker vi isoleret om Aarhus Ø, er vi åbne for, at der ikke skal være letbane,« siger hun, der ikke vil lægge sig fast på hverken letbane eller busser:

»Hvis vi kan flytte det nødvendige antal passagerer fra Aarhus Ø med busser, er vi ikke afvisende. Men man kan ikke bare afskrive letbanen, for hvis der skal køre så mange busser, kan det også blive et problem,« siger hun.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen