Fortsæt til indhold
Aarhus

»Vi var megapressede rent fysisk«

David Nielsen glæder sig over, at AGF kunne mønstre stor energi mod Brøndby i en udfordrende periode.

AGF-træner David Nielsen satte sig mandag morgen til at se fodbold. Ikke den kamp, han havde været til søndag aften i Brøndby, da AGF rejste tilbage til Aarhus med et point efter 0-0, men et opgør, der var blevet spillet lige inden halvanden times rodet forestilling i Brøndby.

Onsdag kommer FC Nordsjælland til Aarhus, og David Nielsen skulle lige orientere sig om, hvordan onsdagens modstandere arter sig i disse dage, så derfor kiggede han FC Nordsjællands opgør mod FC København igennem.

FC Nordsjælland skulle – efter fordelingen af chancer – have vundet over FC København, men opgøret endte 1-1.

»For alle hold er der forskel på, om de spiller hjemme eller ude. Men det er der ikke for FC Nordsjælland. Da vi har et forspring ned til dem og Brøndby, er det os, der bliver jagtet. En runde og en tabt kamp, så kan det forspring være væk. FC Nordsjælland ser skarpe ud, og det skal vi være klar til at stå imod,« siger David Nielsen.

Der er ikke andre klubber i ligaen, som har to så stærke højre backs.
David Nielsen, AGF-træner

Flere nye med

Mod Brøndby havde han valgt at bytte ud på flere pladser i forhold til den start-11’er, som under normale omstændigheder ville komme i aktion. Men det er ikke helt vanlige forhold, der bydes superligaklubberne i den lille ny sæson, der lige er begyndt efter måneders pause.

Således påpeger David Nielsen, at det spiller ind, at man skal rejse til udekampe med de protokoller, der er. Læg dertil, at det har betydning i det hele taget at spille på fremmed græs, som AGF har gjort i de seneste tre kampe.

Derfor kunne man se spillere som Kevin Diks, Jakob Ankersen og Benjamin Hvidt i startformationen mod Brøndby.

»Vi var megapressede rent fysisk inden kampen i Brøndby, og desuden handlede det om at se, hvor vi stod rent mentalt efter at have tabt semifinalen til AaB. På den baggrund er jeg glad for vores præstation i Brøndby, for vi mønstrede den rette energi, og det er det, vi skal leve af i resten af slutspillet,« siger AGF-træneren.

Mod Brøndby skiftede han i anden halvleg fem spillere ind, først kantspillerne Gift Links og Mustapha Bundu, siden Mustafa Amini og Nicklas Helenius ligesom Sebastian Hausner i slutfasen afløste anfører Niklas Backman, der havde ømme ben.

Andre var mere friske

At Mustafa Amini indledte på bænken, blev af flere set som et udslag af, at australierens aftale løber ud efter denne sæson og at David Nielsen derfor hellere vil anvende andre, der også er i klubben i næste sæson.

»Men det er slet ikke noget, vi tager med i ligningen. Vi skal bruge alle spillere, og det er ikke et tema, man behøver at spekulere i. Det handler om at bruge de spillere, der er friske og de bedste på dagen. Alle spillerne i truppen er enige om den fremgangsmåde, da de er klar over, hvor hårdt et program, vi skal igennem,« understreger David Nielsen.

Også derfor satte han Kevin Diks til at passe højre back-positionen, som Alexander Munksgaard ellers har haft patent på.

»Der er ikke andre klubber i ligaen, som har to så stærke højre backs. På det område er vi bedst i Superligaen. Men sådan er det på flere positioner,« siger han.

Artiklens emner
AGF