Renovering giver millionunderskud i lufthavn
Bestyrelsen er tilfreds med underskud på 36 mio. kr. og forventer også røde tal på bundlinjen de kommende år.
Aarhus Lufthavn landede i 2019 et underskud på 36 mio. kr. – 3 mio. kr. mere end i 2018. Det fremgår af lufthavnens netop godkendte årsregnskab.
Trods det negative resultat betragter bestyrelsen underskuddet som tilfredsstillede, fordi det er en forventet følge af den turnaround og de massive investeringer, som Aarhus Lufthavn er i gang med.
»Vi har iværksat en offensiv strategi for at tiltrække nye ruter til lufthavnen og nå vores mål på 1,5 mio. gæster inden for dette årti. Det kræver store investeringer at geare lufthavnen til at håndtere tre gange så mange passagerer, og vi påbegyndte sidste år en storstilet modernisering af lufthavnen, der skal løfte den op i en international liga,« siger adm. direktør Peer H. Kristensen.
Den manglende grænseåbning er en katastrofe og betyder, at vi ikke kan få gang i flytrafikken til udlandet før efter sommer.Peer H. Kristensen, adm. direktør, Aarhus Lufthavn
Efter flere års nedgang bl.a. på grund af undersøgelser af, om lufthavnen skulle flyttes, har Aarhus Lufthavn i flere år oplevet vækst. I fjor nåede passagertallet 500.000 – det højeste tal siden 2012.
Nyt hotel i 2022
Ud over investeringer i nye flyruter har lufthavnen afsat 100 mio. kr. til en omfattende ud- og ombygning af bl.a. terminaler, sikkerhedskontrol, opholdsområder, spisesteder og shoppingfaciliteter. Kronen på værket bliver et lufthavnshotel, der skal stå færdigt i 2022.
»Aarhus Airport arbejder på at få vendt resultatet i løbet af de kommende år. Det kræver to væsentlige elementer. Flere gæster, som benytter lufthavnen, og at vi bliver bedre til at tjene penge på lufthavnens udbud til de rejsende. Vi knokler med at skabe en lækker lufthavn, hvor gæsterne har lyst til at opholde sig lidt længere og dermed forbruge mere,« siger Peer H. Kristensen.
Lys fremtid
Han ser lyst på fremtiden og noterer sig de positive takter, som at bruttofortjenesten er vokset med 7,5 mio. kr., og at egenkapitalen på 200 mio. kr. aldrig har været større. Den bliver rygraden i tiden efter coronakrisen, hvor lufthavnen forventer en forskydning i den planlagte vækst og derved fortsat underskud de kommende år.
»Den aktuelle begrænsning for udvikling af flyruter til og fra Danmark vil få langvarige konsekvenser for flybranchen. Den manglende grænseåbning er en katastrofe og betyder, at vi ikke kan få gang i flytrafikken til udlandet før efter sommer. Det er en langsom dolk i hjertet på vores voksende chartermarked, ligesom det kan blive svært at fastholde udenlandske flyselskabers aktiviteter i Danmark,« siger Peer H. Kristensen.