Dyreparker jubler over fremrykket åbning
Kattegatcentret, Skandinavisk Dyrepark og Ree Park Safari åbner i næste uge, og Aqua i Silkeborg satser på det samme.
Pinsen er reddet.
Det er en af jubelkommentarerne hos fire østjyske dyreparker og akvarier, som fremrykker deres genåbning efter vedtagelsen af en ny genåbningsaftale onsdag aften mellem regeringen og Folketingets partier.
Hvor åbningsdatoen tidligere hed 8. juni, kan dyreparkerne med den nye aftale åbne nu, og det betyder åbning i næste uge, så der vil være åbent i pinseweekenden.
»Hurra, nu har vi fået lov til at åbne. Vi kan dog ikke åbne fra den ene dag til den anden, så vi åbner på torsdag den 28. maj kl. 10 i stedet – så er vi nemlig helt klar til at tage imod alle jer glade gæster. Nøj, hvor vi glæder os,« lyder det fra Skandinavisk Dyrepark i Kolind på parkens Facebook-side.
Hos Ree Park Safari i Ebeltoft er meldingen den samme:
»Så åbner vi. Den 28. maj kl. 10 slår vi dørene op og sparker sæsonen i gang. Efter myndighedernes melding i aftes er vi så glade for at kunne meddele, at nu kan vi åbne parken for gæster. Vi glæder os rigtigt meget til at byde velkommen i dyrenes verden. Hjælp os med at sprede det gode budskab og læs mere om åbningen og de tiltag, vi har lavet for at sikre et godt og trygt besøg.«
Hos Aqua Akvarium og Dyrepark i Silkeborg er der også jubel:
»Jubiiiii, så må vi åbne igen. Vi er så glade for, at Folketinget har besluttet, at vi må åbne igen. Vi går straks i gang med alle forberedelser til åbningen, så vi kan åbne så hurtigt som muligt. For at komme igennem krisen har vi været nødt til at hjemsende det meste af vores personale, og vi har derfor ligget helt stille. Det betyder desværre, at vi ikke kan åbne her til weekenden. Vi melder en åbningsdato ud i starten af næste uge, og indtil da glæder vi os bare over de gode nyheder,« lyder det på Aquas Facebook-side.
I Kattegatcentret i Grenaa bliver der åbning på fredag, fortæller direktør Helle Hegelund Knudsen:
»Vi åbner fredag den 29. maj, og vi glæder os sindssygt meget. Vi må åbne nu, men vi skal lige forberede os til det, og vi har ikke de endelige retningslinjer fra Kulturministeriet. Med den åbningsdato kan vi også nå at åbne inden pinse, og vi håber, at rigtig mange kommer og besøger os,« siger hun, der ikke lægger skjul på , at lukkeperioden har været særdeles hård.
Økonomisk frygter direktøren, at 2020 vil lande med et underskud på 4-6 mio. kr., hvor der ellers i budgettet var lagt op til et overskud på 500.000 kr., men meget vil afhænge af besøgstallet fra nu af. Kattegatcentret har haft hjemsendt ca. 60-70 pct. af de ca. 50 medarbejdere.