Fortsæt til indhold
Aarhus

Regionsledelse vil have evaluering efter bekymring for ytringsfrihed

Enkeltstående og lokale udfordringer kan ikke bruges til at kendetegne hele organisationen med over 25.000 medarbejdere, skriver regions-medudvalget.

Samarbejdet på flere midtjyske hospitaler er i så dårlig fatning, at der i de kommende seks måneder skal foretages en evaluering af samtlige arbejdspladser i Region Midtjylland.

Enkeltstående problemer og lokale udfordringer kan ikke bruges til at kendetegne hele organisationen
Citat i en pressemeddelelse fra Region Midtjyllands hoved-medudvalg

Det foreslår formandskabet for regions-medudvalget, et samarbejdsorgan mellem ledere og medarbejdere.

»Gennem de seneste dage er der udtrykt bekymringer med hensyn til, om ytringsfriheden og retten til at fremsætte kritik er under pres i dele af Region Midtjyllands organisation. Som formandskab i Regions-MEDudvalget tager vi den slags bekymringer meget alvorligt,« skriver formandskabet i en pressemeddelelse.

Medarbejdere har offentligt udtrykt bekymring om ytringsfriheden, efter at tidligere ledende overlæge på Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg Ulrich Fredberg først blev truet med fyring og siden indgik en fratrædelsesaftale. Hospitalsledelsen beskyldte ham bl.a. for illoyalitet og for at lede et center, der siden den 1. april 2019 har givet forkert scanning for lungekræft. Samtidig har medarbejdere på børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg flere gange protesteret over arbejdsmiljøet.

Regionsrådsmedlem Jørgen Winther (V) har siden forlangt en undersøgelse af de ansattes ytringsfrihed.

Lokale udfordringer

Formandskabet skriver i sin pressemeddelelse, at regionen har et velfungerende og værdsat med-system og opfordrer medarbejdere til at bruge det til at løfte problemstillinger.

»På en stor arbejdsplads som Region Midtjylland med omkring 30.000 ansatte, vil der af og til være udfordringer og samarbejdsproblemer på nogle af vores arbejdspladser, som vi må forsøge at håndtere på bedst mulig vis. Enkeltstående problemer og lokale udfordringer kan ikke bruges til at kendetegne hele organisationen og vores 30.000 kollegers adfærd og samarbejde,« skriver medudvalgs-formændene, som også beder om »tålmodighed, så der reelt er tid til at søge at løse problemerne«.

Læs alle artikler om kræftsagen i Silkeborg her.