Østjysk borgmester varsler mulige skattelettelser efter dagens udligningsaftale
Jan Petersen (S) borgmester i Norddjurs Kommune kalder nyheden om udligningsreformen for langtidsholdbart. Han ser nogle muligheder, der dog skal bruges med omhu.
Jan Petersen (S) borgmester i Norddjurs Kommune er overordnet tilfreds med dagens aftale, der ved nærmere nærlæsning giver ham nye muligheder på hånden. Han lægger nemlig op til skattelettelser i kommunen. Et afsnit i aftalen muliggør nemlig, at Norddjurs Kommune kan lempe på skatten uden konsekvens.
»Vi har ikke haft politisk lejlighed til at drøfte det endnu, men der er et permanent statstilskud i aftalen der gør, at man kan sænke skatten ned til 26,3 pct. På nuværende tidspunkt betaler borgerne i Norddjurs Kommune 26,7 pct. Det er ret interessant,« siger Jan Petersen, der nu vil trykprøve tallene.
»Vi henter gerne de 0,4 pct. ovre hos staten og lader vores borgere slippe billigere. Det kan vi gøre uden at påvirke velfærden negativt,« siger han.
Efterslæb skal indhentes
Netop velfærden er et område, der nu vil få forøget fokus fra S-borgmesteren. Han mener nemlig, at den nye aftale giver et springbræt til at komme ind i et stærkere udviklingsrum end kommunen hidtil har haft af finansielle grunde.
»Vi har et efterslæb på servicesiden, hvor der er nogle ting, som vi har brug for at gøre bedre. Det gælder blandt andet på ældre- og børneområdet samt skole- og handicapområdet. Vi skal også finde plads til at finansiere minimumsnormeringer,« siger Jan Petersen, der også gerne ser, at man hæver kommunens investeringsniveau.
»Det ligger meget lavt. Alt for lavt. Det er på veje, bygningsrenoveringer og klimainvesteringer,« siger han.
Selvom borgmesteren generelt er meget tilfreds, vil han ikke glæde sig over aftalen alt for tidligt.
»Jeg er forsigtig med at invitere til en fest, der går alt for hurtigt over, hvor der så er tømmermænd bagefter. Med de regnemaskiner staten anvender, skal de også lige gennem vores, så vi nærmer os virkeligheden. Der kan jo godt være noget, der ser lidt anderledes ud,« slutter Jan Petersen.