Fortsæt til indhold
Aarhus

Nye tal for Silkeborg: »Vi har et erhvervsliv, der bliver ramt i flere tempi«

I en ny undersøgelse blandt virksomheder i Silkeborg svarer 62 pct., at de har oplevet et markant fald i omsætningen sammenlignet med sidste år. Tallene viser dog også, at der er store brancheforskelle.

Coronakrisen kan mærkes på erhvervslivets omsætning i Silkeborg. I en ny undersøgelse fra foreningen Erhverv Silkeborg svarer 62 pct., at de har oplevet et markant fald i omsætningen i marts i forhold til sidste år. Undersøgelsen viser dog også, at krisen rammer skævt.

Mens 12 pct. har fyret medarbejdere på grund af coronakrisen, og 46 pct. frygter at skulle fyre medarbejdere senere på året, forventer 50 pct. af virksomhederne et positivt resultat for 2020.

»Det er virkelig en situation med kæmpestore forskelle og mange nuancer. De, der er tvangslukket, bliver ramt lige med det samme, og mange har en tabt omsætning, der ikke kommer tilbage. Mange andre vil først blive ramt senere. Vi har et erhvervsliv, der bliver ramt i flere tempi, men hvis krisen først bliver langstrakt, er der ikke mange, der vil gå fri,« siger Peter Fabricius, der er Souschef i Erhverv Silkeborg.

Peter Fabricius er imponeret over, hvor godt mange virksomheder i Skanderborg har tacklet krisen. Foto: Erhverv Silkeborg.

Ifølge undersøgelsen er de hårdest ramte oplevelses- og turismevirksomhederne samt dele af detailhandlen, mens de mindst ramte er industrien og bygge- og anlægsvirksomheder, men Peter Fabricius understreger, at der også her er forskelle

»Der er store forskelle inden for de enkelte brancher, så det er ikke sort-hvidt,« siger han.

Hjælpepakkerne bliver brugt

Undersøgelsen viser også, at en tredjedel af erhvervslivet i Silkeborg enten bruger eller forventer at bruge lønkompensationsordningen.

»Der er ikke nogen tvivl om, at hjælpepakkerne har haft stor betydning for, at der ikke er flere medarbejdere, der er afskediget,« siger Peter Fabricius.

Mange virksomheder opfordrer dog til, at ordningen gøres mere fleksibel, så medarbejdere f.eks. kan få lønkompensation, selv om de kun er delvist hjemsendte. Samtidig opfordres der til, at ordningen udvides, så virksomheder, der er mindre ramt, også kan gøre brug af den, og så man nemmere kan starte mere produktion op, når det bliver muligt, uden at frygte for, om der så er for mange på arbejde til, at man kan få støtte.

»Det skal være muligt at sætte sejl, når vinden blæser igen. Det kan være svært, hvis man skærer for meget ned og ikke må være i virksomheden,« siger Peter Fabricius.

Trods den nuværende situation tror han på, at erhvervslivet i Silkeborg kommer gennem krisen.

»Jeg er virkelig imponeret over, hvordan virksomhederne og deres ejere og ledere har håndteret krisen. Man er god til at handle og omstille sig, så man kan få det bedste ud af situationen. Der kæmpes virkelig for at holde hjulene i gang,« siger han.